Trimmede håndboldherrer: Rasmus Lauge og Emil Jakobsen klipper toppen af
LÆS OGSÅ: Lasse Svan og Mads Mensah rørt til tårer
Den har uden tvivl fået en over armen, efter at de danske håndboldherrer søndag vandt OL-guld for anden gang.
Og sådan en fest kan godt sætte sig i kroppen dagen derpå, men hverken Emil Jakobsen eller Ramus Lauge kan klage over ondt i håret. Det er nemlig væk.
De to håndboldherrer lod sig kronrage efter kampen. Det kan man se på flere af landsholdets Instagram-profiler.
Blandt andet har den nu meget korthårede Emil Jakobsen selv delt en story på sin profil, hvor han og Rasmus Lauge poserer med de nye frisurer.
Fløjspilleren Magnus Landin har derudover været så flink at dele en lille video bag om hændelsen.
Her fremgår det, at det var Lasse Andersson, der fik æren af at fjerne Emil Jakobsens hår.
Hvad der præcis skete i går efter den knusende sejr over Tyskland, vides ikke præcist, men kort efter medaljeoverrækkelsen blev håndboldherrerne kørt i bus fra Lille til Paris.
Det var dog ikke for at deltage i afslutningsceremonien, men snarere for at feste i Paris' gader.
Landstræner Nikolaj Jacobsen delte således et billede tidligt mandag morgen foran triumfbuen med teksten:
– Okay sted at holde morgenfest.
De danske herrer blev efter finalesejren mødt af koner og kærester, der alle stod klar med kram og kys.