Trist nyt: Alexander Bah slemt skadet
![Soccer Football - Primeira Liga - Benfica v Moreirense - Estadio da Luz, Lisbon, Portugal - February 8, 2025 Benfica's Alexander Bah is stretchered off after sustaining an injury REUTERS/Pedro Nunes](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-08/20250208-195541-7-1920x1289web.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
Det danske fodboldlandshold og den portugisiske storklub Benfica må se bort fra højrebacken Alexander Bah i det næste lange stykke tid.
Søndag eftermiddag meddeler Benfica på sin hjemmeside, at Bah har revet korsbåndet i venstre knæ over.
Dermed står han foran en lang skadespause. Benfica giver ikke nogen prognose på et comeback endnu, men i andre tilfælde har korsbåndsskader holdt spillere ude i op mod et år.
Uheldet fandt sted i slutningen af første halvleg i lørdagens ligakamp mod Moreirense.
Efter en forholdsvis harmløs duel dejsede Bah om på jorden, viftede med armen og tog sig til knæhasen.
Der var ingen alvorlig kontakt med den Moreirense-spiller, han var i duel med, men den smerteramte dansker satte sig på en båre, der blev løftet op på et lille køretøj, så danskeren kunne bugseres væk til undersøgelse og behandling.
Den tidligere HB Køge- og Sønderjyske-spiller var fast inventar på det danske landshold i det meste af 2024 og spillede i alle Danmarks fire kampe ved EM i Tyskland.
Den omskolede offensivspiller debuterede på landsholdet i en testkamp mod Sverige i 2020, hvor han scorede sit foreløbig eneste landsholdsmål. I alt har han spillet 20 landskampe.
Han kan få selskab af en holdkammerat i genoptræningslokalet. Få minutter efter Bahs korsbåndsskade måtte også midtbanespilleren Manu lade sig udskifte, og en undersøgelse har nu vist, at han har pådraget sig samme skade som danskeren.
Benfica må klare sig uden de to uheldige spillere i Champions Leagues knockoutfase, den portugisiske guldkamp og den portugisiske pokalturnering.