Trump blander sig i NFL-draftens store overraskelse: Er I dumme?

Han blev af mange eksperter udpeget som et af de varmeste emner op til den årlige NFL-draft, hvor klubberne skiftes til at vælge de bedste spillere fra amerikanske universiteter.
Men mod forventning er den meget omtalte quarterback Shedeur Sanders endnu ikke blevet valgt i de tre første runder, og det har fået USA's præsident, Donald Trump, til at blande sig i klubejernes prioriteringer.
- Hvad er der galt med NFL-ejere - er de dumme? skrev præsidenten på sit sociale medie Truth Social, mens draften var i gang.
Shedeur Sanders har ikke kun været i søgelyset på grund af sine præstationer på banen for universitet Colorado.
Quarterbacken er søn af den tidligere NFL-stjerne Deion Sanders, der var kendt for sine unikke atletiske evner. Sideløbende med at være en af de bedste spillere inden for amerikansk fodbold havde han en stor karriere i baseball.
Siden karrierestoppet som aktiv har Sanders været en kendt tv-personlighed i USA, ligesom han de seneste år har haft stor succes som træner for netop Colorado og Shedeur Sanders.
- Deion Sanders var en fremragende football-spiller i college og endnu bedre i NFL. Han er også en virkelig god træner, erfaren og klog. Derfor har hans quarterbacksøn, Shedeur, fænomenale gener og har udsigt til storhed.
- Han burde blive valgt øjeblikkeligt af et hold, der ønsker at vinde, skriver Donald Trump.
Quarterbacken Cam Ward blev valgt som den første spiller overhovedet i draften af Tennessee Titans, og siden er fire spillere på spillets vigtigste position blevet valgt.
Shedeur Sanders har en ny chance for at blive valgt lørdag, når de sidste fire runder af draften bliver afviklet i byen Green Bay.
Trump har tidligere været ude med riven efter verdens bedste liga for amerikansk fodbold.
I sin første periode som præsident langede han ud efter spillere, som knælede under nationalmelodien. En bølge, der var skabt af quarterbacken Colin Kaepernick som protest mod politivold.
/>