Video går viralt: Djokovic får mystisk vandflaske
En video, der er gået viralt på Twitter, har i den grad sat gang i spekulationer om Holger Runes modstander i finalen i Paris Masters.
For selv om danske Holger Rune har trukket overskrifter verden over med sin overraskende sejr mod tennisstjernen Novak Djokovic, så har serberen og holdet bag ham også fået mange til at løfte øjenbrynene.
Videoen, der er set over seks millioner gange siden lørdag, viser nemlig en meget mystisk situation på tilskuerpladserne.
Under Djokovics kamp mod Stefanos Tsitsipas, som Djokovic vandt, sidder serberens team og laver en form for blanding af forskellige væsker, inden det bliver hældt over i en gul vandflaske.
Det er der som sådan ikke noget opsigtsvækkende i, men det, der gør hele situationen rigtig mystisk, er, hvordan de tre mænd, omkring ham, der blander væsken, undervejs dækker over det, der foregår – som om de opdager, at de bliver filmet.
Da manden i lilla er færdig med vandflasken, bliver den leveret til en boldpige, der løber over med flasken til Djokovic.
Ifølge 7news så kalder en tennisreporter på Twitter situationen for "Bizar".
– Jeg har altid syntes, at der skulle være mere gennemsigtighed, om de stoffer som spillerne indtager, særligt under kampene, men jeg har også sjældent troet, at noget sandsynligvis var galt, skriver Ben Rothernberg.
– Men kropssproget i denne video er bizart. Hvad mener Djokovic-holdet skal skjules?
– Jeg beskylder ingen for noget her, men sikke en utrolig suspekt måde at begynde at optræde på, når man pludselig bemærker, at man bliver filmet. (Jeg) Håber, at Djokovic og/eller hans hold bliver spurgt om dette i dag i Paris, og at de ikke bare accepterer hans tidligere "trylledrikke"-svar., skriver Ben Rothenberg.
Her henviser journalisten til en tidligere episode, hvor Djokovic blev spurgt indtil en mystisk drikkedunk.
Dengang kaldte Djokovic det netop for en "trylledrik" og tilføjede, at han ikke kunne tale om det endnu.