Viktor Axelsen trænes af svigerfar: – Det er superfedt
LÆS OGSÅ: OL-dansker støtter kæresten
Når Viktor Axelsen er i aktion under OL, så er det med landstræneren Kenneth Jonassen ved sin side.
Men i hverdagen er det en anden herre, der står for at coache den danske stjerne – nemlig ingen ringere end hans egen svigerfar, Henrik 'PK' Rohde.
Og selv om det kan lyde småskørt at have sin svigerfar til at stå og råbe af en på sidelinjen, så nyder Axelsen faktisk hele konstellationen i baglandet.
– Det er superfedt. Min far er min manager, og min svigerfar har været min træner længe, fortæller han under OL i Paris.
Det er slet ikke nyt for den forsvarende olympiske mester at blande karriere og familie.
Sådan har det egentlig altid været.
– Man kan sige, min far, mor og søster har været en stor del af min karriere, så det er jo et familieprojekt. De er her også og støtter mig. Min søster kommer lidt senere til kvartfinalen, siger han og tilføjer:
– Det er kun positivt. Man ved, at ens familie vil en det bedste, så jeg ser det kun som en god ting.
Viktor Axelsen spillede sig onsdag formiddag videre til kvartfinalen ved OL efter sejr mod irske Nhat Nguyen.