Villaen er solgt: Kasper Hjulmand gav millionrabat
14.345.000 kr.
Så meget forlangte Kasper og Vibeke Hjulmand for deres 431 kvm store kæmpevilla i Allerød, da de sidste år satte den til salg.
Siden så de sig nødsaget til at barbere 1.350.000 kr. af prisen, og så bed køberen på.
Det er dog ikke lykkedes eksparret Hjulmand at få det, de forlangte for villaen. Salget er netop tinglyst, og af skødet fremgår det således, at den tidligere landsholdsdirigent og eksfru Vibeke måtte lade sig nøje med 12 mio. kr.
De flytter dog ingenlunde fra Allerød med tomme lommer, for Kasper Hjulmand og hans to år ældre ekshustru Vibeke betalte ”kun" 5.950.000 kr. for ejendommen, da de for otte år siden overtog den.
Såfremt de deler ligeligt i porten, kan de hver stikke 3.025.000 kr. i lommen efter salget.
2024 har vist sig at være brydningernes år for Hjulmand.
I maj kom det frem, at han var blevet skilt fra sin kone gennem mere end 30 år.
Et par måneder senere meddelte han, at han stoppede han som landstræner efter fire år.
Nu har han endelig fået villaen afsat og kan komme videre.