
West Ham-stjerne Michail Antonio i alvorlig ulykke

LÆS OGSÅ: Joao Felix på den igen efter brud: Dater influencer
Fans kan ånde lettet op.
Lørdag begyndte en række billeder af en totaltsmadret Ferrari nemlig at florere på nettet, og den ødelagt bil tilhører den 34-årige fodboldstjerne Michail Antonio, og det har naturligvis fået mange fans til at frygte det værste.
Men lørdag aften bekræfter fodboldstjernens klub, West Ham United, at Antonio er ved bevidsthed og i stabil tilstand.
Det skriver klubben på det sociale medie X.

"West Ham United kan bekræfte, at Michail Antonio er i stabil tilstand efter en trafikulykke i eftermiddags i Essex-området," skriver West Ham i et længere opslag og fortsætter:
"Michail er ved bevidsthed og kommunikerer og er i øjeblikket under tæt overvågning på et hospital i det centrale London."
"I denne svære tid beder vi venligst alle om at respektere Michail og hans families privatliv. Klubben vil ikke udtale sig yderligere i aften, men vil give en opdatering på et senere tidspunkt."

Det er ikke første gang, at Antonio kører galt med sine luksusbiler.
I 2019 var Premier League-spilleren involveret i et bilheld juledag, hvor han kørte sin Lamborghini Huracan til en værdi af 1,8 mio. kr. ind i et skur til affaldscontainere ved en familiebolig i det sydlige London, mens han var klædt ud som en snemand.
Michail Antonio begyndte sin karriere i Tooting & Mitcham United og skiftede senere til Reading i 2008. Selvom han havde svært ved at slå igennem på førsteholdet, blev han udlejet til flere klubber, herunder Cheltenham Town, Southampton og Sheffield Wednesday.
Antonio sluttede sig til West Ham i 2015 og har siden været en af klubbens mest pålidelige spillere. Han blev klubbens all-time Premier League-topscorer i 2021.
