Akavet øjeblik i "The Roast of Tom Brady": Kim Kardashian buhet på scenen
Det er ingen hemmelighed, at det fodboldglade publikum ikke nødvendigvis er begejstret for popkulturelle kendisser.
Bare spørg Taylor Swift om, hvordan hun er blevet modtaget af det amerikanske NFL-publikum, siden hun begyndte at dukke op til kærestens fodboldkampe.
Heller ikke den 43-årige Kim Kardashian formåede at vække begejstring, da hun gik på scenen til den store Tom Brady-roast, der blev sendt live på Netflix søndag aften.
"The Kardashians"-stjernen blev i første omgang budt velkommen på scenen med jubel og klap, men det forvandlede sig hurtigt til høje buh-råb fra det store publikum.
- Alright, alright, alright, lød reaktionen fra Kim Kardashian, der efterfølgende har scoret ros på de sociale medier for, hvordan hun håndterede den akavede situation.
- Kim håndterede det virkelig godt. Hun er så professionel, skriver en Instragram-bruger til et klip fra øjeblikket, hvor man dog ikke kan høre buh-råbene.
Frøken Kardashian havde da også forberedt en roast af den 46-årige Tom Brady, hvor hun blandt andet kommenterede på rygterne om, at hun og den pensionerede NFL-stjerne har været kærester.
- Når vi taler om Tom og jeg, så ved jeg, at der var nogle rygter om, at vi datede, og jeg ville aldrig sige, om vi gjorde eller ikke.
- Men jeg ved, at det aldrig ville fungere. En tidligere atlet, høje kindben, silkeagtigt hår - du minder mig alt for meget om min stedfar nu, lød joken fra Kardashian i en reference til stedfaren Caitlyn Jenner.
"The Roast of Tom Brady" kan streames på Netflix nu.