Anmelderne går amok over Leonardo DiCaprio: Leverer "sit livs præstation"
LÆS OGSÅ: Efter flirt med Leonardo DiCaprio: Gigi Hadid er træt af datinglivet
Han har allerede sikret sig en Oscar for sin hovedrolle i filmen "The Revenant", men kunne hans seneste præstation sikre ham en statuette mere til reolen?
Det er der noget, der tyder på, hvis man skal tro de anmeldere, som allerede nu har fået lov til at se den kommende Martin Scorsese–film "Killers of the Flower Moon".
Filmen havde sin store verdenspremiere på Cannes tidligere på ugen, og her var filmens stjerner, herunder DiCaprio og Robert De Niro, dukket op.
Efter premieren scorede filmen en stående applaus på intet mindre end ni minutter, og derfra gik der ikke lang tid, før anmelderne delte deres første reaktioner.
– Leonardo DiCaprio giver sit livs bedste præstation i en nogle gange fantastisk Scorsese-storfilm, som mangler bogens mytiske lag, men lykkes som en giftig kærlighedshistorie, lyder det fra IndieWire–anmelderen David Ehrlich på Twitter.
Og selvom filmen har en imponerende spilletid på hele tre timer og 26 minutter, så er der flere anmeldere, der slår fast, at det bestemt ikke gør noget.
– 'Killers of the Flower Moon' fortjener sin spilletid som et kig ind i en forfærdig æra i USA's fortid, skriver Collider-anmelderen Theresa Lacson på Twitter.
Blandt de danske anmeldere er der også jubel, når det kommer til DiCaprios præstation, der har premiere i de danske biografer til efteråret.
– Det er en vigtig og rystende historie at fortælle, og Scorsese gør det med store armbevægelser, sans for både drama og humor og stor respekt for de mennesker, som det handler om – og som på mange måder var ofre for forbrydelser begået af hvide kolonialister, skriver Christian Monggaard i sin anmeldelse i Information.
"Killers of the Flower Moon" har premiere i de danske biografer den 19. oktober 2023.
Se traileren til "Killers of the Flower Moon" øverst i artiklen.