"Avatar"-instruktør bekræfter opfølgere

Efter 13 lange år kunne fans af "Avatar"-universet i slutningen af 2022 endelig indtage biografsæderne til "Avatar 2 - The Way of Water".
Og selvom filmen har været længe undervejs, så har den altså i den grad formået at trække seerne til.
Med en indtjening på svimlende 1,7 milliarder dollars er "Avatar 2" den bedst sælgende film fra 2022.
Det skriver flere medier, heriblandt The Hollywood Reporter.
Og det tyder på, at fans ikke behøver vente 13 år på film nummer tre, da den er planlagt til at få premiere allerede i 2024.
Men der er mere godt nyt endnu, for givet filmens store succes tør instruktør James Cameron godt love, at der kommer flere opfølgere.
- Det ser ud til, at det momentum, som filmen har lige nu, gør, at jeg ikke kan komme udenom at lave de andre opfølgere, siger James Cameron ifølge mediet.
Fans kan altså allerede nu se frem til film nummer tre, fire og fem.