
”Bachelorette”-Sofie flytter til København: Nye eventyr forude

LÆS OGSÅ: "Bachelorette"-Lissa fortæller om sin store kærlighed
Flytninger har der været mange af i Sofie Martinusens liv – og inden længe kan ”Bachelorette”-stjernen føje endnu en til listen.
Hun er nemlig ved at skifte tilværelsen i Aalborg ud med et liv i København.
– Jeg har mange venner og veninder herovre, og jeg stod og skulle til at være færdig med studiet (i virksomhedskommunikation, red.).
– Nu har jeg så godt nok lige taget orlov, men det var meningen, jeg skulle have været færdig.
– Jeg vidste, at jeg skulle flytte fra Aalborg, når det var, for nu havde jeg ligesom prøvet det, og jeg har også boet i Aarhus.
– Så nu kan jeg prøve København og se, om det kan noget, lyder det med et smil fra Sofie, da SE og HØR møder hende i netop hovedstaden.

Den blonde ”bachelorette” er vokset op i østjyske Odder.
– Jeg kommer fra en skilsmissefamilie – men en meget kærlig og meget tæt skilsmissefamilie, siger Sofie, som var bare to år gammel, da forældrene gik fra hinanden. Hun har to storebrødre, Michael og Anders, som i dag er henholdsvis 34 og 31 år.

– Det har altid været min fars og mors prioritet, at vi ikke skulle lide under deres beslutning om ikke at være sammen mere, og det har de formået.
– Vi holder jul og fødselsdage sammen, tager på ferie sammen, og min mor og min fars kæreste sidder nogle gange og spiser – bare de to.
Sofies opvækst har dog også været præget af mange flytninger. Som barn er hun flyttet hele 16 gange.
– Vi er flyttet inden for den samme by, så jeg har aldrig skiftet skole. Jeg tror bare, de har fundet noget, der passede bedre: Så voksede vi fra noget, så fandt de noget, der var bedre eller billigere, forklarer hun, og erkender, at de mange flytninger har været med til at præge hende:
– Jeg har lidt svært ved at finde ro et sted. Der skal hele tiden ske noget. Så bliver jeg træt af at bo et sted, og så synes jeg, det er spændende at flytte til et andet sted.

Fik et boost efter "Bachelorette": Nu dater Alexander Bøttker en ny
– Jeg tror, jeg har fået en eller anden form for uro ved det, siger Sofie, som flyttede hjemmefra som 21-årig, og siden har hun boet mange forskellige steder.

Har altid følt mig dum
Som 19-årig fik Sofie konstateret add – hun har koncentrations- og indlæringsbesvær.
– Add er lidt ligesom adhd, hyperaktiviteten foregår bare inde i hovedet. Jeg har altid følt mig meget forkert og meget dum. Det har man en tendens til at gøre, fordi man har sværere ved at forstå tingene end så mange andre.
Det var hårdt for hende altid at forsøge at passe ind, og hun var ofte udadreagerende derhjemme.
– Jeg var meget aggressiv, sur og vred, fordi jeg altid kørte på overarbejde. Jeg havde bare ikke mere energi, når først jeg var hjemme fra skole eller venner.
At få diagnosen gav hende en ny forståelse af sig selv.
– Jeg ville aldrig være min add foruden. Den måde, jeg oplever verden på og ser livet på, er bare meget anderledes.
I Norge med eksen
Efter gymnasiet holdt Sofie fem sabbatår, hvor hun blandt andet boede i Norge med sin daværende kæreste.
– Min ekskæreste er håndboldspiller og havde kontrakt i Norge i et år, hvor jeg arbejdede i en vuggestue.
– Han fik kontrakt i Aalborg bagefter, så det var derfor, vi tog til Aalborg, og der arbejdede jeg som handicaphjælper.

Kontaktet af caster
Sofie kom med i ”Bachelorette”, da hun blevet kontaktet af en caster på Instagram.
– To dage inden havde min veninde sagt, at hun syntes, jeg skulle melde mig til ”Bachelorette”, men ”ej, det kan jeg da ikke”. Da jeg så fik beskeden fra casteren, var det lige pludselig lidt mere spændende.
– Jeg er et godt sted i mit liv, hvor jeg føler, at jeg har styr på tingene og bare er glad for min tilværelse, så det ville bare være et ekstra plus at finde en kæreste.
– Og så var det også i efteråret, hvor det var gråt og mørkt, så jeg tænkte: ”Det kan ikke skade at høre lidt mere om det”, siger Sofie, der rejste til Sri Lanka sammen med Lissa Paustian, 29, for at finde kærligheden.
Hun og ekskæresten mødte hinanden gennem Sofies bror, Anders Martinusen, der også er håndboldspiller.
Faktisk er Sofie ud af en vaskeægte håndboldfamilie, da hendes far har været håndboldtræner, og moderen har spillet håndbold. Det gjorde Sofie også selv som barn, men:
– Jeg var sgu dårlig! Jeg var rigtig dårlig, fastslår hun.
Voksede fra hinanden
Efter fem år sammen gik Sofie og kæresten fra hinanden.
– Vi havde fundet hinanden ret tidligt. Jeg var 21 og flyttede direkte ind til ham, så jeg havde aldrig boet alene.
– Jeg havde brug for noget selvstændighed, og vi var bare vokset fra hinanden. Det var bare nogle fremtidsplaner, der ikke rigtig kunne forenes, forklarer hun.

– Jeg var meget afhængig af ham og levede et liv, som ikke mange studerende gør, fordi hans økonomi var god. Så jeg havde behov for at bo selv og selv stå for min egen økonomi. Bare være fuldstændig selvstændig.
– Det prøvede jeg, og det var mega fedt! jubler Sofie, der nu leder efter en lejlighed i København at flytte ind i sammen med en veninde. Når den er fundet, vinker de farvel til Nordens Paris.