Bemærkede du det? Skjult FCK-hyldest i Netflix-filmen ”The Good Nurse”
”The Good Nurse” er ikke alene danske Tobias Lindholms første favntag med et internationalt publikum og en gigantisk streamingtjeneste.
Det er også han oplagte mulighed for at komme bredt ud med budskabet om at ”Byens Hold” er de bedste.
I hvert fald har han tilladt sig at snige en lille slet skjult hyldest til sit favoritfodboldhold ind i den allerførste scene af Netflix-filmen ”The Good Nurse”, der har megastjernerne Eddie Redmayne og Jessica Chastain i hovedrollerne.
En af de allerførste replikker i den vanvittigt populære seriemorderfilm er:
– Blå alarm, sektion 12, nedre C.
Replikken bliver gentaget et par gange – tilsyneladende over et højtaleranlæg, så der bliver tilkaldt assistance til en af de stuer, hvor sygeplejersken Charles Cullen netop har været på besøg hos patienten.
Fans af den københavnske klub FCK – og ja, os andre, der tillader sig at google ”sektion 12, nedre C” – vil vide, at netop dette refererer til FCK’s ikoniske fantribune i Parken i København.
Og det er altså ikke en tilfældighed.
Tobias Lindholm er nemlig erklæret FCK-fan. For fire år siden indrømmede han netop dette, da han var med til at kreere jubilæumsfilmen for klubben.
Internationalt har Lindholm før prøvet kræfter som episodeforfatter på ”Mindhunter”, men udover det er ”The Good Nurse” hans foreløbigt eneste udenlandske projekt som instruktør.
Herhjemme er han kendt for senest at skabe TV 2’s ”Efterforskningen” om drabet på Kim Wall i ubåden - samt den efterfølgende retssag - ligesom han desuden har skrevet og instrueret ”Kapringen”, ”R” og ”Krigen”.
Sidstnævnte scorede han en Oscar-nominering for.
”The Good Nurse” er den sande historie om sygeplejeren Charles Cullen (spillet af Eddie Redmayne), der dræbte over 400 mennesker på de amerikanske hospitaler, hvor han var ansat.
Det lykkedes til slut politiets efterforskere – i samarbejde med hans kollega Amy (Jessica Chestain) – at standse hans forbrydelser, og det er denne uhyggelige og fascinerende historie, der udspiller sig i Netflix-serien.
Udover den lille indledende homage til Lindholms favoritklub, handler filmen altså om alt muligt andet end fodbold.