Bliver Mads Mikkelsen ny Harry Potter-skurk?
” Harry Potter. The boy who lived”.
De berømte hørte man i 2011 Lord Voldemort sige i den ottende og sidste film om drengen med arret i panden, og det skulle vise sig i den grad at holde stik.
For ikke nok med at Harry Potter er noget så svær at slå ihjel, så er universet, han tryller i, det samme.
HBO laver nemlig en ny serie om Harry, Ron og Hermiones tid på den berømte magikerskole Hogwarts. Efter planen skal første sæson udkomme i 2026.
Derfor er spekulationerne selvfølgelig allerede begyndt om, hvem der skal have de berømte roller som troldmænd og hekse.
Her viser det sig, at der kan komme lidt dansk blod med på filmsettet, hvis man skal tro eksperterne.
Mads Mikkelsen bliver i hvert fald hos spilvirksomheden OLBG udpeget som en af fire favoritter til at snuppe rollen som Romeo G. Detlev Jr., der er bedre kendt under sit skurkenavn, Lord Voldemort.
Helt forrest i feltet vurderes han dog ikke at være, for Mikkelsens Marvel-nemeses Benedict Cumberbatch har størst chance for lande rollen, skal man tro bookmakerne.
Derudover peges der på Bill Nighy som bud, mens også Ralph Fiennes – ja, ham der spiller Voldemort i filmene – spås chancer for at spille den næseløse slyngel.
Mads Mikkelsen har allerede trådt sine sko i Harry Potter-universet, da han spillede den anden troldmandskurk, Gellert Grindelwald, i ” Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder” i 2022.
Det mener OLBG dog ikke lægger danskeren til last for igen at få en rolle i J.K Rowlings berømte fortællinger.
– Da serien er en remake, vil de to universer ikke krydse hinanden, og da ”Fantastiske skabninger”-filmene er forløbere til de oprindelige Harry Potter-film, vil serien være sin egen enhed, oplyser spilselskabet til SE og HØR.
HBO har endnu ej heller afsløret, hvem der skal spille Harry Potter.