Streaming9. november 2024

Chinasa fra "Forræder" taler ikke med sin far: – Jeg følte mig efterladt

Da Chinasa var syv år, blev forældrene skilt, og hendes far rejste tilbage til Nigeria
Da Chinasa var barn, blev forældrene skilt, og faderen flyttede tilbage til Nigeria.
Da Chinasa var barn, blev forældrene skilt, og faderen flyttede tilbage til Nigeria.
 Foto: Lotta Lemche/TV 2

LÆS OGSÅ: "Forræder"-stjerne skal giftes

I ”Forræder – ukendt grund” er der en præmie på op mod en kvart mio. kr. på højkant – og hvis Chinasa Ementa, 24, løber med sejren i TV2-programmet, vil hun bl.a. dele præmien med sin mor.

– Det synes jeg, at hun fortjener. Hun er en superhelt. Hun har altid været der for mig og mine søskende. Det har været os fire sammen, siger Chinasa, der udover moderen hentyder til sin lillebror og lillesøster.

Da Chinasa var syv år, blev hendes forældre skilt, og derefter flyttede faderen tilbage til Nigeria, hvor han kommer fra.

I starten holdt Chinasa kontakten til sin far – i dag ser det dog anderledes ud.

– Jeg snakker faktisk slet ikke med ham. Kun sådan noget ”glædelig jul” og ”god fødselsdag”-agtigt. Men det kunne lige så godt være en god kollega, der skrev, fortæller Chinasa, som aldrig har været i Nigeria og besøge sin far.

– Hvordan har du det med, at der ikke er den store kontakt?

– I starten syntes jeg, at det var helt vildt svært og hårdt, at man var alene. Man følte, at man var blevet efterladt af en, som ikke må efterlade en, siger hun og uddyber:

– Men jo ældre jeg er blevet, jo bedre er jeg blevet til at tackle det. Engang kunne jeg næsten ikke snakke om det uden at græde. Nu kan jeg jo godt se, at min mor var nok. Det er derfor, jeg kalder hende en superhelt. Hun kunne alt.

Hun har tidligere boet i Valby, Helsinge og på Amager – men i dag er det i Aalborg, at Chinasa holder til. Her har hun boet i lidt over et år.

– Jeg fandt egentlig bare et studie i mit sabbatår, hvor jeg var sådan: ”Det er det her, jeg skal!”. Derfor flyttede jeg til Aalborg: De havde det, jeg skulle bruge, fortæller ”Forræder”-deltageren, som læser Organisatorisk Læring.

– Det handler om menneskedelen af en organisation: Hvordan man sørger for, der er ordentlige rammer for arbejde og at rekruttere de rigtige mennesker – meget HR-orienteret, forklarer hun om studiet.

Chinasa lægger ikke skjul på, at det til at starte med var hårdt at være flyttet til en ny by så langt væk hjemmefra.

– Jeg tror aldrig, jeg har haft en følelse af FOMO (frygt for at misse noget, red.) før, men det fik jeg rigtig meget der. Alle andres liv går jo bare videre samme sted, og mit går videre et andet sted. Så det med at være med på sidelinjen var virkelig svært, og jeg tog tit frem og tilbage mellem Aalborg og København, siger Chinasa.

– Men jeg tror egentlig bare, jeg skulle give Aalborg en ordentlig chance, for nu har jeg fået det sindssygt godt.

Jeg har nogle mega søde roomies og føler, jeg har fået et virkelig stort netværk og mange gode veninder deroppe, så nu bliver det helt ambivalent at skulle tage fra Aalborg til København, hvis jeg skal flytte en dag.

Har aldrig set ”Forræder”

Det var faktisk Chinasas veninder, der mente, hun skulle melde sig til ”Forræder – ukendt grund”.

– Jeg havde en gruppe veninder på mit studie, som syntes, det kunne være mega grineren at se mig i det. De var sikre på, at jeg ville synes, det var sjovt. Så jeg tænkte: ”Fuck it, jeg melder mig til”.

– Jeg havde ikke set programmet for at være ærlig. Men jeg så det efter, jeg fandt ud af, at jeg muligvis skulle være med. Jeg tænkte: ”Jeg bliver da lige nødt til at finde ud af, hvad det er, jeg har rodet mig selv ud i”, lyder det med et smil fra Chinasa, der ikke har fortrudt.

Her ses Chinasa (t.v.) med to af de andre medvirkende, Salma og Birgitte, i  ”Forræder – ukendt grund”.
Her ses Chinasa (t.v.) med to af de andre medvirkende, Salma og Birgitte, i ”Forræder – ukendt grund”.
 Foto: BLU/TV 2

Håndboldpigen spiller fodbold

I sin fritid dyrker Chinasa fodbold.

– Jeg er startet til fodbold sammen med en veninde fra studiet og hendes veninder. Det har jeg ikke prøvet før, men det er meget sjovt, siger ”Forræder”-deltageren, som faktisk har mest erfaring med håndbold.

– Jeg har spillet håndbold i over 15 år – stået på mål. Da jeg flyttede til Aalborg, ville jeg finde en håndboldklub lige med det samme. Men det var lettere sagt end gjort at finde en klub, hvor man føler sig godt tilpas. Man kommer ind i et fællesskab med nogen, der måske har kendt hinanden, siden de var fire år.

– Så kommer man der som voksen og siger ”hej!”. Jeg tror også, at nordjyder er på en anden måde, end man er i København, siger hun og uddyber, at nordjyderne ”er af få ord”.

– Og så kommer jeg og er mega snakkesalig. Det kunne jeg godt forestille mig kunne være lidt for meget. Så jeg har ikke fundet en håndboldklub.

Anosike Ementa, der måler hele 202 centimeter, har tidligere spillet for AaB, men skiftede i 2023 til de grønne krigere fra Viborg.
Anosike Ementa, der måler hele 202 centimeter, har tidligere spillet for AaB, men skiftede i 2023 til de grønne krigere fra Viborg.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Lillebror i Superligaen

Først med ”Forræder” er Chinasa blevet et kendt ansigt. Men faktisk har hendes lillebror prydet sportsskærmene i flere år.

Således er Chinasas bror den 22-årige fodboldspiller Anosike Ementa, som er tårnhøj angriber hos Superliga-klubben Viborg FF. Inden skiftet til de grønblusede midtjyder i 2023, brød Ementa igennem hos bolsjestriberne fra AaB.

Sponsoreret indhold