"The Crown" vil vise den famøse TAMPON-historie mellem prins Charles og Camilla
Den kommende sæson af Netflix-hittet “The Crown” bliver uden tvivl hæsblæsende.
Sæsonen udspiller sig i 1990’erne, der som bekendt blev ét af de mest skelsættende årtier i det britiske kongehus.
Skilsmisse, affærer – og ikke mindst prinsesse Dianas alt for tidlige død – er nogle af de øjeblikke, som Netflix-hittet efter alt at dømme vil fortælle, når femte sæson får premiere 9. november.
Og nu er det så også fremme, at “The Crown” vil genfortælle den skandaløse “tampon-historie” mellem prins Charles og hans daværende elskerinde.
Netflix lover dog at fortælle historien på “en sympatisk måde”, skriver Daily Mail.
Den såkaldte “tampon-historie” tog sin begyndelse i 1989 og endte på forsiderne af medier over hele verden få år efter.
I 1989 var den daværende prins Charles stadig gift med prinsesse Diana, men det stod dog allerede klart, at parret havde store problemer.
Årsagen var blandt andet, at prins Charles elskede en anden kvinde: Camilla Parker Bowles.
Og i 1989 havde de to en seks minutter lang telefonsamtale, der efterfølgende – i 1992 – blev lækket til medierne.
I telefonsamtalen lagde prins Charles ikke skjul på, at han ønskede at være “permanent i Camillas bukser”, og undervejs i samtalen brugte prins Charles eksemplet med en tampon, hvilket førte til, at sagen blev kendt som “tampon-gate”.
– Åh, gud. Jeg ville bare bo inde i dine bukser eller noget. Det ville være meget nemmere, sagde prins Charles blandt andet i telefonsamtalen.
Herefter udbrød Camilla grinende, om han da havde planer om at forvandle sig til et par trusser.
– Eller – Gud forbyde det – en tampax. Det vil være lige mit held, svarede prins Charles.
Til det kaldte Camilla sin elsker for “en komplet idiot”, før hun tilføjede, at det da var en "vidunderlig idé".
Den famøse tampon-samtale blev lækket til medierne i 1992 og blev straks forsidestof rundt om i verden. Mange rasede over Camilla og gav hende skylden for, at ægteskabet mellem prins Charles og Diana gik itu – dét til trods for at Diana selv indrømmede, at hun havde været prins Charles utro i løbet af ægteskabet.
Efter prinsesse Diana mistede livet i en bilulykke i Paris i 1997 fortsatte prins Charles og Camilla deres forhold, men de holdt den privat indtil 1999, hvor de for første gang blev fotograferet sammen.
Året efter mødtes de med dronning Elizabeth, hvilket var et tydeligt tegn på, at deres forhold var seriøst – og nu også godkendt af kongehuset.
Prins Charles og Camilla sagde 'ja' til hinanden ved et bryllup i 2005.