Dakota Johnson sviner sin egen "Madame Web"-film til: – Giver ingen mening i den verden
LÆS OGSÅ: Dakota Johnson i vild nøgenkjole på den røde løber
Hvis noget er stensikkert, så er det, at den nye "Madame Web" ikke kommer til at gå over i historien som en af de der sygt, vildt, hyperpopulære Marvel-film, som alle er helt oppe at ringe over.
Filmen er nemlig blevet slagtet af både de danske og internationale anmeldere og har endda formået at score så lidt som 3,7 på IMBd.
En anden ting, som vi måske også kan være ret sikre på, er, at den 34-årige Dakota Johnson nok ikke kommer til at medvirke i flere film inden for superheltegenren.
I et nyt interview med Bustle siger "Fifty Shades"-skuespilleren, at det ikke er en genre, der er noget for hende.
Hun kalder samtidig arbejdet med filmen for "en oplevelse", som hun ikke regner med at gentage.
– Jeg kommer sandsynligvis aldrig til at lavet noget som det igen, for jeg giver ingen mening i den verden. Og det ved jeg godt, siger hun og fortsætter:
– Men nogle gange i den her branche, så siger du ja til noget, som er én ting, og mens du laver det, så bliver det en helt anden ting, og så er du sådan: 'Vent, hvad?'
Forstår godt kritikken
Hun indrømmer i samme forbindelse, at de hårde og dårlige anmeldelser af filmen ikke kommer som en overraskelse for hende.
– Jeg er ikke overrasket over, at det er sket på den måde, som det er. Selvfølgelig er det ikke rart at være en del af noget, der bliver revet fra hinanden, men jeg kan ikke sige, at jeg ikke godt forstår det.
Ifølge "The Peanut Butter Falcon"-skuespilleren er forklaringen blandt andet, at det er "meget svært at få lavet film" i Hollywood, og at det ofte handler om, at branchen ikke stoler på filmskaberne og lader dem lave den film, de faktisk gerne vil lave.
– Film bliver skabt af en filminstruktør og et hold af kunstnere omkring dem. Du kan ikke skabe kunst baseret på tal og algoritmer.
"Madame Web" er det nyeste skud på Marvel-stammen og fungerer som et spin-off til historierne om Spider-Man.
Denne gang møder vi paramedicineren Cassandra Webb, der efter en skelsættende begivenhed udvikler evnen til at se fremtiden.
Dakota Johnson er især kendt for sin rolle i den populære filmfranchise "Fifty Shades of Grey", der er baseret på bøgerne af samme navn. I 2022 kunne hun opleves som Anne Elliot i Netflix-filmen "Persuasion".
"Madame Web" kan ses i de danske biografer nu.
Se traileren til "Madame Web" øverst i artiklen.