Streaming10. september 2023

David Dencik om homoscener i ”Huset”: Bare jeg havde kysset mænd

Den dansk-svenske stjerne måtte overskride sine egne grænser under optagelserne til DR’s nye søndagsdrama
David Dencik
48-årige David Dencik befandt sig på ukendt grund under optagelserne til DR’s dramaserie ”Huset”.
 Foto: Lars H. Laursen

LÆS OGSÅ: David Dencik er her, der og allevegne: Danmarks nye superskurk

Han er en af vor tids dygtigste danske skuespillere med et imponerende cv, der tæller film og serier fra både ind- og udland.

Men til trods for 48-årige David Denciks årelange erfaring i skuespillerbranchen, befandt han sig på fuldstændig ukendt territorium, da han skulle lave DR’s nye søndagsbasker ”Huset”.

David Dencik
Når Davids kalender er gabende tom, tager han i Parken og ser fodbold, hygger om sin kone og to børn og tusser rundt i haven. – Jeg køber planter, så dør de, så køber jeg nogle nye planter. Jeg har postet så mange penge i den have, siger Dencik og ler.
 Foto: Mikael Rieck

Sammen med sin hustru og teenagesøn bor han i en campingvogn, hvilket i sig selv er en presset situation, men derudover rumsterer en ikke udlevet homoseksualitet under overfladen.

Den seksualitet udforsker han i løbet af seriens seks afsnit.

– Der har været en vis sværhedsgrad for mig i at lave intimscenerne. For jeg kan ikke læne mig ind i nogen erfaringer, så der var nogle grænser, jeg lige skulle overskride hos mig selv, fortæller han, da SE og HØR møder ham i Vridsløselille Fængsel, hvor serien er optaget.

Frit valg på alle hylder

Dencik tror, at mange mænd i hans generation ville føle det grænseoverskridende at skulle være så tæt på en anden mand.

Den begrænsning har kvinder i Denciks optik ikke på samme måde, fordi de har været vant til at gå på toilettet sammen eller sågar kysse hinanden, hvis de har fået lidt alkohol indenbords.

David Dencik
– Jeg følte mig enormt frigjort, når jeg kom herind i fængslet, fortæller Dencik.
 Foto: Lars H. Laursen

– Der er sgu ikke nogen af mine venner, som har snavet i en brandert, ligget i ske eller noget, der bare minder om det.

– Der har vi altid været låst i vores heteronormative verdensbillede, fortæller han.

Måske skal årsagen findes i, at han hverken har været interesseret i eller tiltrukket af mænd.

– Men jeg ville et eller andet sted ønske, at jeg havde været det.

– For tænk på, hvor meget mere spændende verden havde været, hvis alle mennesker havde været mulige partnere, tilføjer skuespilleren.

Elsker løgnene

Dencik har flere usympatiske roller under bæltet – bl.a. Bond-skurken dr. Valdo Obruchev og den hævntørstige morder Simon Genz i Netflix-hittet ”Kastanjemanden”.

Selv om fængselsbetjent Henrik ikke ligger i samme liga som ovennævnte superskurke, så ligger han i samme kategori over yndlingskarakterer for den dansk-svenske skuespiller.

David Dencik
Det er langt fra første gang, Dencik spiller skurk – en rolle han befinder sig godt i.
 Foto: DR/Adam Wallensten

– Jeg kan godt lide at spille de roller, som er i klemme.

– Jeg synes tit, det er gode roller – netop, fordi de har en hemmelighed eller lever på en løgn, eller der er noget, de skjuler aktivt for nogle andre mennesker, forklarer Dencik.

Han trives meget bedre i den slags enerroller, hvor han stikker ud fra mængden.

– Det fodrer min egen private forfængelighed at få lov at spille de her roller, som stikker lidt ud.

Banker løs

Ligesom han ikke kunne trække på egne erfaringer under intimscenerne, kan han selvsagt heller ikke hive erfaring som voldspsykopat op ad værktøjskassen.

– Ham her Henrik slår mange mennesker. Han banker bare løs, og det gør man jo bare.

David Dencik
Henrik hører til de hårdkogte fængselsbetjente, som går på kompromis med etik og moral for at opretholde ro og orden bag murene.
 Foto: DR/Adam Wallensten

– Det er slet ikke svært at være voldelig eller skære hænder, arme eller hovederne af folk.

– Så må man bare lege, at man gør det og få det til at virke troværdigt.

– Det er ligesom at se sine børn lege ninja, siger han og griner.

Dencik er med i ”Huset” hver søndag klokken 20 på DR.

Sponsoreret indhold