"Den sorte svane": Her er hovedpersonerne i dag
LÆS OGSÅ: Wael var "Hvidvaskeren": Levede og arbejdede som "Den sorte svane"
Det er lanDets pt. mest omtalte dokumentar – og på blot få dage har ”Den sorte svane” da også fået vidtrækkende konsekvenser for flere af nøglepersonerne.
Dokumentaren centrerer sig om erhvervsjuristen Amira Smajic. Hun har i over 10 år arbejdet for de mest berygtede og hårdkogte kriminelle i Danmark. Men i den nye TV 2-dokumentar agerer hun som muldvarp for at fælde nogle af de helt store forbrydere. Og det må siges at lykkes.
For allerede nu – blot to dage efter at første afsnit udkom – er flere af nøglepersonerne enten blevet suspenderet, fyret eller politianmeldt.
SE og HØR bringer her en samlet oversigt over personerne.
Nicolai Dyhr: Var advokat for Horten og beskæftigede sig især med kuratorvirksomhed og styring af konkurser for virksomheder, der havde økonomiske problemer.
Nicolai Dyhr blev fyret, inden dokumentaren udkom. Advokatrådet har desuden igangsat en tilsynsundersøgelse af ham. Nicolai Dyhr er desuden blevet fjernet fra sit såkaldte advokatpanel af Gældsstyrelsen. Samme styrelse har desuden iværksat en undersøgelse af Dyhrs konkurssager.
Advokatfirmaet Horten: Firmaet som husede Nicolai Dyhr. Odense Kommune har i kølvandet på TV 2-dokumentaren meddelt, at man vil suspendere samarbejdet med advokatfirmaet, hvis den ikke får en "overordentlig god forklaring" fra advokatselskabet.
Lise Roulund: Hun ejer sit eget advokatkontor og har blandt andet hjulpet flykunder. Dog har hun også ifølge ”Den sorte svane” igennem mere end et år lagt konto til Bandidos-rockeren Fasar Abrar Rajas hvidvask. Hun har sideløbende været forsvarer for samme Fasar, mens han var sigtet for blandt andet trusler, afpresning og hvidvask. I den forbindelse udleverede hun - i strid med loven - efterforskningsmateriale fra politiet til Fasar.
I dag har Advokatrådet igangsat en tilsynsundersøgelse af Lise Roulund. Rådet har efterfølgende politianmeldt hende for mulig medvirken til hvidvask. Politianmeldelsen gælder også det forhold, hvor Lise Roulund ifølge ”Den sorte svane” har givet Fasar fortrolige oplysninger fra straffesagen.
Carl Richard Christensen: Også kendt som Køge-Calle. Han er en ejendomsinvestor, der har stået bag opførelsen af en række bygninger og virksomheder i Køge. I kølvandet på ”Den sorte svane” er han nu udtrådt af alle sine bestyrelsesposter.
Der er ifølge erhvervsdatabasen BIQ tale om følgende selskaber:
Euro-Cleaners A/S
EURO-WORKERS A/S
EUROHOLDING 1 ApS
K/S KØGE
ERHVERVSPARK LOLLAND A/S
HOLEBY INDUSTRIGRUNDE
HOLEBY HOLDING A/S
TEAM SYDHAVSØERNE A/S
Østersøens Perle A/S
Fasar Abrar Raja: Har i adskillige år været tilknyttet rockerklubben Bandidos. Han er blandt andet dømt for vold, våbenbesiddelse og trusler og smugling af 160 kilo amfetamin.
Han er tilkendt førtidspension – men driver dog ifølge ”Den sorte svane” en række nedrivningsvirksomheder sammen med familiemedlemmer. Siden de skjulte optagelser er han trådt ud af Bandidos. I stedet er han i dag prøvemedlem i Hells Angels i Hørsholm.
Martin Malm: Forretningsmand, der i TV 2-dokumentaren fortæller, at han ejer og driver otte selskaber. Disse bruger han til at hvidvaske penge for blandt andre folk med tilknytning til rockerklubben Satudarah. Han fortæller, at han har konto i Danske Bank, hvor også hans svigermor arbejder. På de skjulte lydoptagelser fortæller Martin Malm også, at han kommer i problemer, da hans bank er ved at opsnuse svindlen. Derfor vælger han at lukke to af sine selskaber ned - i samarbejde med Nicolai Dyhr.
15 måneder senere bliver Nicolai Dyhr dog underrettet om, at TV 2 har søgt aktindsigt i de to konkursbehandlinger. Få dage senere vælger Nicolai Dyhr at melde Martin Malm til politiet. I dag fastholder Nicolai Dyhr, at politianmeldelsen intet har med TV 2s arbejde at gøre.
Sidste sommer gik de resterende af Martin Malms virksomheder konkurs.
Amira Smajic: Arbejdede i 10 måneder som muldvarp for TV 2 i dokumentaren. For det fik hun 30.000 kroner om måneden. Hun lever i dag skjult og har efter sigende udviklet en belastningsreaktion.
Ifølge Berlingske står der i en udtalelse fra Københavns Politis Afdeling for Efterretning og Analyse (AEA), som blev bragt i Østre Landsret den 17. maj, at truslen mod Amira Smajic ”på nuværende tidspunkt vurderes at være alvorlig, og at hun dermed er truet på livet, helbred eller velfærd som følge af sin medvirken”.
Ifølge mediet har den 36-årige erhvervsjurist og muldvarp modtaget flere trusler.
– JEG NAKKER DIG DU SÅ FUCKING FÆRDIG DIN FUCKING LILLE LUDER MAND!!!!! DU KOMMER TIL AT DØ SÅ ONDT NÅR VI FANGER DIG DIN LUDER!!!!!!!! (sic), lyder én af truslerne blandt andet.
Ifølge Berlingske er den 36-årige kvinde, der også er mor, gået under jorden. Hun opholder sig derfor et hemmeligt sted. Om det er i Danmark eller i udlandet, vides ikke.