”Den store bagedyst” smadrer ”Vild med dans”: Men TV 2’s ”Forræder” svarer igen
LÆS OGSÅ: TV 2 bekræfter: Kæmpe "Vild med dans"-ændring efter chok-exit
Kjoler, kaos og karakterer eller cookies, croissanter og chokoladekage?
Hvis man spørger, hvad de danske seere helst ville have i sidste uge, så kommer det an på, om man ser det live eller on demand.
Seertallene fra Nielsen er nemlig udgivet.
Her befinder DR’s ”Den store bagedyst” sig nok en gang på toppen af det hele med 1.015.000 seere.
512.000 af dem så med live lørdag aften, mens de resterende 503.000 så det on demand.
”Linde på Langeland” er det TV 2-program med flest seere med 678.000, men ”Vild med dans” er faktisk på toppen i en kategori.
Nemlig antallet af liveseere.
Her så 537.000 med, da den chokerende afgørelse mellem Philip May og Camilla Dalgsgaard og Morten Hemmingsen og Malene Østergaard fandt sted.
Det er 25.000 mere end ”Den store bagedyst” på andenplads.
Samlet set lyder seertallet for ”Vild med dans”-afgørelsen på 620.000.
Måske er sammenligningen mellem ”Vild med dans” og ”Den store bagedyst” ikke helt fair, da det ene program sendes fredag aften, mens det andet løber over skærmen lørdag aften.
Men en anden kamp mellem DR og TV 2 er mellem TV 2’s ”Forræder” og DR’s ”Dobbeltspil”.
Og her giver TV 2 i den grad DR baghjul.
”Forræder – Ukendt grund”, som blev sendt om lørdagen, havde i sidste uge 414.000 seere.
”Dobbeltspil”, som sendes fredag aften, er slet ikke at finde i top-20.
På 20. pladsen er ”Horisont” med 325.000 seere, og derfor er ”Dobbeltspil” noget under dette.
Det betyder også, at DR med al sandsynlighed ikke har fået lokket særligt mange af ”Vild med dans”-seerne over på DR fredag aften.