Dennis Lindequist fra "I hus til halsen": Her er hans private kærlighed
En hel del kvinder bliver i bløde i knæene, når den charmerende tømrer Dennis Lindequist toner frem på skærmen med evigt gåpåmod og utallige idéer.
Men havde du håbet at score “I hus til halsen”-godten, bliver du skuffet. Dennis er nemlig allerede optaget – og har været sammen med sit livs kærlighed i over 20 år.
Det har han tidligere fortalt i et stort interview med BILLED-BLADET.
Her afslører fynboen, at han mødte sin Susie et ganske særligt sted:
– Vi mødte faktisk hinanden på et diskotek i Løkken. Vi arbejdede begge for Crazy Daisy-virksomheden. Jeg var afrydder, og Susie arbejdede for et solcenter, så vi kom til de samme fester, har Dennis fortalt til BILLED-BLADET.
Han har også tilføjet, at det var “kærlighed ved første blik”, og at parret flyttede sammen efter blot tre måneder.
Selv om parret har været sammen i over 20 år og har Thilde og Tobias, er de ikke gift. Bryllup er nemlig ikke noget, som parret går op i. De prioriterer hellere familietid og hygge – og også kærestetid, når det passer ind.
I interviewet med BILLED-BLADET afslørede Susie også, at hun og tømrerkæresten ikke er helt enige, når det kommer til romantik:
– Men det lærte jeg allerede for 18 år siden, for der kom han med en gave til mig, og det var to hylder, så det glemmer jeg aldrig. Det er børnene, der kommer med blomsterne, siger Susie.