DR lukker Bonanza

Hvis man har lyst til at se gamle programmer, som ikke længere rammer flow-tv eller er til at finde på DRTV, skal man ind på DR Bonanza.
En guldmine af ældre indhold ligger her. Det kunne være ”Jul i Gammelby”, ”Hatten i Skyggen”, ”Matador” eller ”Huset på Christianshavn”.
Men det slutter den 15. marts, skriver Mediawatch.
Det betyder dog ikke, at alt indholdet går direkte i glemmebogen og ikke længere er tilgængeligt.
DR lancerer nemlig et nyt arkivformat, som skal hedde Gensyn, skriver mediet.
Generaldirektør ved DR, Maria Rørbye Rønn, siger følgende om det nye DR Gensyn.
- Vi har programmer tilbage til 50’erne og frem til 90’erne. Det er vores fælles hukommelse, som vi gerne vil give danskerne lyst til at gå på opdagelse i. For det er både en måde at forstå sig selv på i dag - men også en måde at forstå vores fælles kulturarv på, siger hun.
Ifølge DR bliver Gensyn lanceret på samme tidspunkt, som Bonanza bliver lukket.
Med lanceringen kommer der også en nyrestaureret udgave af klassikeren ”Huset på Christianshavn”, melder DR.