DR svarer igen på TV2-succes: Laver "Dobbeltspil"
16 eventyrlystne danskere sættes på prøve i DR's nye underholdningsprogram "Dobbeltspil", hvor strategi, hukommelse, tillid og forræderi bliver afgørende i kampen om 100.000 kroner.
Det nye program, der har premiere 25. oktober, minder på beskrivelsen utroligt meget om TV2's succes "Forræder", hvor deltagerne ikke ved, hvem de kan stole på.
Deltagerne er hemmeligt opdelt som enten agenter eller dobbeltagenter og det er skuespiller Ellen Hillingsø, som leder slagets gang som gamemaster.
Spillet foregår 18 meter under jorden på den unikke og historiske location Stevnsfort, der under Den Kolde Krig var en vigtig brik i Danmarks og NATO’s forsvar, hvis der udbrød krig mellem øst og vest
Ifølge Erik Struve Hansen fra DR giver programmet et fascinerende indblik i, hvordan deltagerne reagerer under intense prøvelser, både mentalt og fysisk.
- Vi håber med programmet at give seerne et indblik i, hvordan og ikke mindst hvor forskelligt deltagerne gebærder sig under de prøvelser, de udsættes for, både fysisk og mentalt. Og måske gøre sig overvejelser om, hvordan de selv ville reagere – hvem de ville være under overfladen, siger Erik Struve Hansen, der er chef for Bred Kultur og Fakta i DR.
Hvis ikke deltagerne finder deres alliance, risikerer de at ryge ud af spillet og mister dermed muligheden for at vinde præmien på 100.000 kroner.