Efter 31 år var det forbi: Nu vender ”Disney Sjov” tilbage på dansk tv

Fredagsslik og ”Disney Sjov” var en fast kombination i danske hjem.
Men tilbage i november 2022 kom det frem, at DR stoppede med at vise den populære børneunderholdning.
I stedet erstattede DR ”Disney Sjov” med deres eget bud på fredagsunderholdning til børn – i form af ”Fredags tamtam”.
Det skabte en del undren, da ”Disney Sjov” var så stor en del af danskernes fredagsplaner.
Men hvis man har savnet ”Disney Sjov”, er der fantastisk nyt til danske børnefamilier eller danskere, som er tosset med det.
For ”Disney Sjov” vender tilbage på dansk tv!
Det skriver Disney Danmark i en pressemeddelelse.
– I dag kan The Walt Disney Company Nordic & Baltic offentliggøre, at Disney Sjov kommer tilbage på dansk tv. Det sker på den nye, styrkede Disney Channel, der lanceres den 1. april, lyder det.
Første gang den legendariske fredagsunderholdning vender tilbage på dansk tv bliver 5. april.
Her bliver det muligt at se klassikere som ”Kim Possible”, Rip, Rap og Rup på eventyr”, Chip & Chap” og ”Phineas & Ferb”.