Emil Midé Erichsen og far i tårer på tv: Mentalt lavpunkt

Det er ikke kun de stigende temperaturer, der får vandstanden i verdenshavene til at stige.

For i det sidste afsnit af TV 2-programmet ”Den sidste breddegrad” sidder følelserne uden på polartøjet, og både Emil Midé Erichsen og søulken Mikkel Beha må overgive sig og lade tårerne strømme.

Det sker på en gråvejrsdag, hvor polarekspeditionen mest af alt føles som at vandre i et glas mælk – med ekstremt dårlig sigtbarhed.

Også Emils sind er ramt af gråvejrstanker, og den 33-årige far til to bliver overmandet af savnet til sine kæreste, Louise, og deres to drenge, Hugo og Rumle.

- Jeg rammer lige et mentalt lavpunkt i dag. Lige i dag ville jeg hellere være hjemme i forårsvejr, betror han sin far Mikkel, mens tårerne begynder at trænge sig på.

- Ja. Det er, fordi du er helt vild med dem, lyder det fra Mikkel, der også bliver lidt tyk i mælet.

- Jeg savner dem bare ad helvede til i dag.

- Det er jo kun dejligt, du har det sådan, lyder det opmuntrende fra farmand.

Polarholdet har været heldige med vejret og har vandret kilometervis i strålende solskin, og det har haft sin naturlige afsmitning på humøret og gejsten.

Men nu er solen væk, og det gør det svært for Emil at holde gejsten oppe.

- Det er nemt, når solen skinner at tænke ”det giver super god mening at få nogle oplevelser”. Jeg tror på, at jeg er herude, fordi det giver noget til den, jeg er, når jeg kommer hjem. Men så er der sådan nogle dage her, hvor jeg tænker ”det her giver ikke en skid”.

Mikkel Beha står klar med en trøstende skulder og forsikrer sønnike om, at det i det samlede regnskab stadig giver en masse. For han rejste selv ud og var væk fra Marian og deres tre drenge i periode og oplevede det sammen savn.

- Det er en kæmpe energibar, man skyder ned i sin familie. Man får også kærligheden. Glæden ved det, der er derhjemme, bliver forstærket ved at savne, fordi hverdagen har det med at flade ud, siger han og fortsætter:

- Så tager den ene dag den anden, men når man får de der svingture, så får man også bare det helt store hjerte fyldt med kærlighed, lyder opmuntringen, der bringer et smil tilbage på Emils læber.

Alfred fik huen på

Det er ikke kun familiens ældste, der har måttet knibe en tåre undervejs i den fysisk såvel som psykisk krævende ekspedition.

Lillebror Alfred brød sammen i første afsnit og åbner i det sidste lidt mere op for en svær periode i sit liv.

For månederne op til turen var han ramt af en uforklarlig tristesse. Men ugerne i det iskolde klima, det lave tempo og tiden til refleksion gjorde underværker for den 24-årige snedkerlærling.

Afslutningsvis taler holdet om meningen med turen, og for Alfred er den helt åbenlys.

- Jeg var et sted, hvor jeg ikke lige vidste, hvad fanden der var op og ned. Og jeg var ked af det og var meget i tvivl om, hvad fanden, der lige skulle ske, forklarer den yngste Beha-søn.

Det var svært for ham at se omverdenen opnå alle mulige mål, når han selv følte, at han ikke var nået nogen vegne.

Men med et flueben ved en kraftpræstation af et eventyr, føler Alfred, at han er helt med igen.

- Jeg har en oplevelse som den her med mig i bagagen nu. Jeg er sindssygt meget rigere. Jeg har set det lidt som, at jeg i dag har fået studenterhuen på. Vi har haft så meget arbejde, så mange prøver og alt muligt, og nu kommer vi så herop, siger han og fortsætter:

- Så får vi studenterhuen - og det er en studenterhue, jeg rent faktisk kan bruge til noget. Det er jo en oplevelse, som jeg kommer til at have med mig for evigt, og den gør mig stærkere, lyder de rørende ord, der går direkte i holdkammeraternes tårekanaler.

Du kan se snigpremiere på finaleafsnittet på TV 2 Play allerede nu.