Fans jubler over ny Miley Cyrus-sang: - Endelig gjorde hun det!
LÆS OGSÅ: Miley Cyrus: - Dette billede beviser, at jeg er biseksuel
From the Vault, som Taylor Swift-fansene ville sige.
Miley Cyrus udgiver meget snart et nyt track i samarbejde med ingen ringere end Pharrell Williams.
Nummeret har fået titlen "Doctor (Work It Out)", men for de hardcore Miley-fans er det faktisk ikke helt nyt.
Det er faktisk mere end ti år siden, at den 31-årige popstjerne indspillede nummeret i forbindelse med sit skelsættende album "Bangerz", der kom på gaden i 2013.
Pharrell, der også er kreativ direktør for det franske modehus Louis Vuitton, delte en lille smagsprøve på samarbejdet med Miley Cyrus allerede i januar.
Det skete i forbindelse med et Louis Vuittton-modeshow under modeugen i Paris.
Pharrell Williams og Miley Cyrus og arbejdet sammen musikalsk flere gange og Williams' producerduo, The Neptunes, stod blandt andet bag flere af numrene på "Bangerz"-albummet.
Det lykkedes ikke for "Doctor" at komme med på albummet dengang, men nu jubler fans over nyheden om, at de får lov til at høre den officielle version af poptracket.
- "Doctor" udkommer endelig efter ti år, skriver en af popprinsessens 217 millioner følgere på Instagram.
- Jeg har kun hørt tre sekunder, og jeg er vild med det, skriver en anden.
Miley Cyrus vandt tidligere på måneden sin første Grammy-pris nogensinde takket være megahittet "Flowers" fra albummet "Endless Summer Vacation".