"Først til verdens ende"-Lauras mor Bettina fik ny familie: – Det var en kæmpe omvæltning
Mandag blev første afsnit af den nye sæson af "Først til verdens ende" vist på tv.
I programmet møder vi 23-årige Laura Thorup og hendes mor Bettina. De er et af de fem hold, der skal rejse fra New York til Buenos Aires.
Lauras mor, Bettina, fortæller i programmet, at hun glæder sig til at rejse med sin datter, som hun ikke har lige så meget tid med som tidligere, fordi hun har fået "en ny familie i et andet forhold".
Lauras forældre blev skilt, da hun var 4-5 år gammel. Hendes far var professionel fodboldspiller og var derfor ikke så meget hjemme, men det betød, at hun og hendes mor fik en meget nær relation.
Men da Laura var 12 år gammel, fik hendes mor en søn med en ny kæreste, og det betød altså, at der ikke var lige så meget tid til Laura, som tidligere.
– Der var jo mange år, hvor det bare var mig og hende, og så er det jo en kæmpe omvæltning, at der lige pludselig kommer sådan en ny, forklarer Laura Thorup til SE og HØR.
Ifølge Laura var det møghårdt, og da hun begyndte i gymnasiet flyttede hun fra sin mor i Vallensbæk til sin far på Amager.
– Der har jeg ligesom kunnet søge lidt hen, hvis det var for meget. At jeg lige kunne få et pusterum et sted gjorde, at det var lidt nemmere at tackle, for det var selvfølgelig svært, og det er det stadig, siger hun.
– Men vi har hele tiden holdt fast i vores relation. Selv om jeg flyttede lidt mere hjem til min far, har vi altid holdt fast i hinanden, for jeg var jo stadig kun et barn, forklarer hun.
"Puha, åh nej"
Mange ville nok tænke, at det ville være intenst, at være sammen med sin mor på en tur til den anden ende af jorden. Det gjorde Laura også.
– Jeg skal ikke lyve, og det kender alle, der har forældre jo, at man tænker “puha, åh nej".
– Men min tanke var også “Ej, hvor er det fedt, jeg får hende for mig selv, uden min lillebror, uden en kæreste, uden en telefon bare mig og hende".
Heldigvis kunne Laura også godt nyde den intense tid sammen med sin mor, men der var selvfølgelig noget, der skulle italesættes undervejs, forklarer hun.
– Nu er jeg bare ærlig. Om dagen, når det var i gang, og der var kameraer, hvor der skete så mange ting, og det hele var nyt, der synes jeg, det gik rigtig fint, lyder det fra Laura.
– Men det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at lige så snart kameraerne slukkede, kom alle de her ting op at vende, hvis der lige var noget, man syntes var lidt nederen. Men jeg syntes faktisk, at vi tacklede det super fint., og det var virkelig rart bare at have hende, siger Laura Thorup.
Hvordan de to klarer sig videre i programmet "Først til verdens ende", kan du følge på TV 2 hver mandag og på TV 2 Play.