Fra fisker til popstjerne: Se Christopher i sit livs rolle i "A Beautiful Life"
LÆS OGSÅ: Christopher kissemisser med norsk skønhed i "A Beautiful Life"
Fans af den 31-årige sanger Christopher har længe ventet utålmodigt, men nu er der ikke længe til.
Om under en måned har den spritnye danske filmsatsning "A Beautiful Life" nemlig premiere på Netflix.
Her spiller Christopher rollen som den übertalentfulde Elliot, som er i besiddelse af et helt ekstraordinært sangtalent. Det sangtalent får han lov til at folde ud, da den succesfulde musikmanager Suzanne (Christine Albeck Børge) giver ham sit livs chance.
Gennem musikkens verden møder Elliot så Suzannes datter, den smukke og lige så talentfulde producer, Lilly (Inga Ibsdotter Lilleaas), og de to falder naturligvis pladask for hinanden.
Kærligheden og musikkarrieren kommer dog ikke uden problemer, og på sin rejse mod stjernerne må Elliot kæmpe mod fortidens dæmoner. Dæmoner der ikke kun truer det store, musikalske gennembrud, men også forholdet til Lilly.
Ligesom det var tilfældet med sidste sommers massive seersucces "Toscana" med Anders Matthesen i hovedrollen, får "A Beautiful Life" premiere i intet mindre end 190 lande, og det er noget, der har fået danske Christopher op på dupperne.
- Det er ret skræmmende, at det her er min skuespillerdebut, og at filmen samtidig udkommer i 190 lande. Men i sidste ende er jeg ovenud spændt og stolt af den her film, og jeg kan slet ikke vente med at dele den med alle, lød det fra Christopher i april.
- At være en del af at skabe og forme den her film har været en af de mest fantastiske rejser og kreative processer, jeg nogensinde har været en del af.
Vild babylykke
Og man må sige, at der i den grad sker meget i "Told You So"-sangerens liv.
Senest har han udgivet nummeret "Hope This Song Is For You", som han for nyligt optrådte med i Melvin Kakoozas tv-show. Sangen er en del af det kommende filmsoundtrack til "A Beautiful Life", som Christopher selv har skruet sammen.
Og bare for at gøre tilværelsen endnu mere spændende, så er Christopher og hustruen Cecilie Haugaard netop blevet forældre for anden gang. Det kunne det labre kendispar afsløre på Instagram for få dage siden.
Udover Christoher kan du også se frem til at opleve Inga Ibsdotter Lilleaas ("Kvinder i for store herreskjorter"), Christine Albeck Børge ("Ulven Kommer"), Ardalan Esmaili ("Charmøren", "Snabba cash") og Sebastian Jessen ("Mens vi lever", "I krig og kærlighed").
Filmen er skrevet af Stefan Jaworski ("Nisser") og instrueret af Mehdi Avaz, som står bag Netflix-hittet "Toscana" med Anders Matthesen i hovedrollen.
"A Beautiful Life" har premiere på Netflix den 1. juni.
Se traileren til filmen øverst i artiklen.
Se flere billeder fra "A Beautiful Life" her: