Streaming2. august 2024

Frederik Cilius afslører på Instagram: Operarejsen er snart tilbage

Den populære trio Frederik Cilius, Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen drager igen på dannelsesrejse i Operarejsen sæson 3
Allan Gravgaard Madsen, Rasmus Bruun og Frederik Cilius. Rød løber før TVPRISEN 2023.
Allan Gravgaard Madsen, Rasmus Bruun og Frederik Cilius. Rød løber før TVPRISEN 2023.
 Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

- Nu skal du bare sove 17 gange endnu.

Det var torsdag aften beskeden på Instagram til de mange danskere, som har ventet på Operarejsen sæson 3 - eller AKT 3, som de selv så passende kalder det - stort set lige siden at sæson 2 takkede af.

Det er bagmændene selv, der løfter sløret for premieredatoen, 18. august, på Instagram.

'Den korte radioavis'-skaberne Frederik Cilius og Rasmus Bruun samt deres komponist-ven Allan Gravgaard Madsen har endnu en gang ramt plet med deres helt unikke roadtrip-koncept, hvor man får lov til at være med helt tæt på, når det slår gnister mellem den koleriske verdensmand Cilius, den følsomme og reserverede Gravgaard og den komiske hyggeonkel og lettere perverterede Rasmus Bruun.

Derfor overraskede det nok ikke mange, da DR forlængede samarbejdet, så den fede dame først får lov til at synge, efter akt 3 har taget seerne med til nye operadestinationer.

I første sæson drog trioen af sted i autocamper, og i sæson to tog de tog, busser og færger rundt i hele Europa til finkulturens hovedstæder.

Hvor de skal hen, og hvordan de kommer derhen, i sæson tre, er indtil videre en velbevaret hemmelighed.

Sponsoreret indhold