Har du set filmene, alle taler om? Her kan du streame årets Oscar-film
LÆS OGSÅ: Kæmpe brøler til Oscar-uddelingen?
Da der natten til mandag blev uddelt gyldne statuetter til årets Oscar-uddeling, var det den hæsblæsende scifi-film "Everything Everywhere All at Once", der endte med at løbe med suverænt flest priser.
Og til trods for hele ni nomineringer endte den anmelderroste "The Banshees of Inisherin" at gå tomhændet hjem fra den prestigefyldte prisceremoni.
Vi har samlet en liste over, hvor du kan se de vigtigste og mest opsigtsvækkende Oscar-film lige nu.
1) Everything Everywhere All at Once
Det er filmen, der ganske enkelt ikke er til at komme udenom, og hvis du skal være helt med på filmbeatet, så skal du ganske enkelt have set "Everything Everywhere All at Once".
Filmen vandt blandt andet for bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle, bedste originale manuskript og bedste film og er instrueret af Daniel Kwan og Daniel Scheinert.
SE og HØR har spurgt filmekspert Daniel Hartvig, hvorfor det er, at filmen er så stort et hit hos både anmeldere og publikum, og det er der altså tilsyneladende en ganske god grund til.
– Den lever op til, det titlen lover. Den er alting på samme tid og balancerer det. Vi springer i universer, genre, sindstilstande blandet med actionscener og absurde optrin. Den formår at blande alle de her ting og ikke punktere, siger han.
"Everything Everywhere All at Once" kan streames gratis på Filmstriben.
2) Intet nyt fra Vestfronten
"Intet nyt fra Vestfronten" eller "All Quiet on the Western Front" handler om den 17-årige Paul, der slutter sig til Vestfronten under 1. Verdenskrig.
Den tyske film er et stærkt historisk drama på hele to timer og 27 minutter, som formåede at hive en pris hjem i kategorien for bedste udenlandske film.
Filmen vandt også for bedste production design, bedste musikog bedste fotografering, mens den havde sikret sig nomineringer i adskillige kategorier - blandt andet for bedste adapterede manuskript og bedste film.
"Intet nyt fra Vestfronten" kan streames på Netflix.
3) The Banshees of Inisherin
Ni Oscar-nomineringer blev det til for den anmelderroste "The Banshees of Inisherin", men desværre ingen sejr for hverken Colin Farrell, Brendan Gleeson eller resten af holdet bag det mørke komediedrama.
Filmen fortæller historien om naboerne Pádraic og Colm. Da den ene af de to mænd pludselig beslutter sig for at afslutte det livslange venskab, får det store konsekvenser for dem begge.
Se billederne: Colin Farrell og hans teenagesøn hitter
Martin McDonagh, som har instrueret filmen, står også bag film som "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri" (2017) og "In Bruges" (2008).
"The Banshees of Inisherin" var nomineret for bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige hovedrolle, bedste originale musik, bedste film, bedste instruktør, bedste mandlige birolle (x2), bedste originale manuskript, mens den danske filmklippper og tidligere Oscar-vinder Mikkel E.G. Nielsen var nomineret for bedste redigering.
"The Banshees of Inisherin" kan streames på Disney+.
4) To Leslie
En af årets Oscar-film, der ikke kun har vundet positiv opmærksomhed, er indie-filmen "To Leslie".
Der er nemlig tale om en relativt lille og ukendt film, som af nærmest uforklarlige årsager formåede at bane sig vej til Oscar-uddelingen ved at sikre sig en nominering i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle.
At den 41-årige Andrea Riseborough blev nomineret overraskede faktisk så meget, at der blev igangsat en officiel undersøgelse i Oscar-akademiet. Flere mente nemlig at Riseborough havde snydt med sin Oscar-kampagne for at få en plads i kategorien.
Anklagerne endte med at blive fejet til side, og akademiet lod Riseborough beholde sin Oscar-nominering.
"To Leslie" kan streames gratis på Filmstriben.
5) Elvis
Den 31-årige Austin Butler blæste alle bagover med sin imponerende optræden som Elvis Presley i Baz Luhrmann-filmen "Elvis".
Faktisk levede stjernen sig så meget ind i sin Elvis-rolle, at han længe efter filmoptagelserne var forbi havde svært ved at slippe den famøse Elvis-accent.
Butler var nomineret for bedste mandlige hovedrolle, mens filmen derudover formåede at score nomineringer i hele syv kategorier - blandt andet for bedste film, bedste lyd og bedste fotografering.
"Elvis" kan streames på HBO Max.
6) Triangle of Sadness
"Triangle of Sadness" høstede massevis af roser til sidste års Cannes filmfestival, og det kom derfor heller ikke som en stor overraskelse, da det svenske komediedrama blev nomineret for både bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript.
På rollelisten gemmer sig blandt andre danske Vicki Berlin og Zlatko Buric, og hvis det ikke er grund nok, så kan det være, at det tyve minutters langt brækorgie kan vække din interesse.
Filmen er skrevet og instrueret af den svenske instruktør Ruben Östlund, som også står bag filmhittet "The Square".
"Triangle of Sadness" kan lejes på Apple TV, Viaplay og Blockbuster for 49 kr.