Heino om hustruen: Hun er blevet mere skeptisk
LÆS OGSÅ: Bjarnes børn stod bag ”Forræders” gamle boomer
– Ja, 100 procent. Svaret kom prompte, da Heino Hansen, 39, i TV 2-hittet ”Forræder” blev spurgt, om han ville være forræder, hvis han fik muligheden. Det fik han som bekendt – men da det kom til stykket, var komikeren knap så kæphøj.
– Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville prøve mig af. Men da vi havde fået bindet for øjnene, fik jeg faktisk lige pludselig en trang til gerne at ville være loyal. Så min krop var åbenbart ikke 100 procent sikker, siger Heino til SE og HØR.
Han gik dog all in og var ikke bleg for at stemme sine medforrædere Simi Jan og Anton Hjejle ud – ligesom han efterfølgende også gik efter den nye forræder Pernille Højmark.
Hjemme hos familien Hansen har fru Cecilia da også kommenteret sin mands ageren i programmet.
– Jeg tror, hun er blevet lidt mere skeptisk omkring mig som menneske. Det der med, at jeg altid bare har været sådan en … Jamen det er jo bare mig, ”det er jo bare Heino”. Og så kan hun tænde fjernsynet og se, at jeg kan lyve folk direkte op i hovedet uden at fortrække en mine, siger komikeren og fortæller, at fruen derfor har joket med:
– ”Hvem er det, jeg har boet sammen med de sidste 10 år?”.
Det var fra begyndelsen bestemt heller ikke Heinos taktik, at han skulle gå efter de andre forrædere.
– Det var det altså ikke. Men nu røg Simi – og jeg syntes faktisk, det var svært at stemme på Simi, for der var jeg i tvivl om, hvorvidt hun ville ryge. Det var en mavefornemmelse. Men når man sad om bordet, var der ikke nogen tvivl om, at Anton ville få mange stemmer, siger Heino og fastslår:
– Jeg er jo ikke psykopat. Jeg havde jo ikke tænkt mig at komme ind og ville gå efter alle mine medforrædere – men lige pludselig var spillet endt der.
Ingen mastermind
Flere beskriver Heino som ”mastermind”, men sådan ser han ikke sig selv.
– Nej, det gør jeg bestemt ikke, siger han og griner.
– Men inden man prøver på at vinde mesterskaberne i beskedenhed, så arbejder jeg meget oppe i mit hoved. Det er jo ikke, fordi det er nyt for mig at prøve at tænke strategisk. En showopbygning er jo heller ikke bare nogle vittigheder, der er klasket sammen, siger Heino og fortæller, at det ikke er uvant for ham at have 30 post-its på sin væg og prøve at lægge noget sammen.
For tiden skriver han på sit næste onemanshow, ”Heino Hansens Første Afskedsshow”, som kommer til september.
– Så lige nu er post-its med ”hvem skal jeg myrde” skiftet ud med ”hvad skal jeg få folk til at grine af om et halvt år”.
Beskytter sig selv
Adspurgt, hvilke reaktioner han er blevet mødt fra seerne, lyder det:
– Jeg holder mig meget inde i mit eget ekkokammer med sådan noget. Nogle gange lægger jeg et opslag op, der handler om ugens program, og inde på min profil er de jo glade for min deltagelse.
– Men jeg prøver at beskytte mig selv lidt fra internettet, så jeg sidder ikke og læser med som sådan, udover i mit eget ekkokammer. Men de hepper – ”as usual”, siger han og ler.
Det er ikke kun de hårde kommentarer, Heino gerne vil beskytte sig imod.
– Det er også anstrengende at læse om folk, der er med mig. Det er bare i det hele taget påmindelsen om, at der er mange, der har en holdning til noget, man laver, lyder det.
– Jeg vil bare gerne kunne fortsætte med at skrive, gøre og optræde med det, jeg vil, uden at tænke for meget over, hvad alle har tænkt om det. Så nogle gange er det meget godt at sige: ”Det her har jeg lavet nu. Det håber jeg, I kan lide, og at I har det sjovt med”.
Portvinspind i øret med Bjarne
Efter hjemkomsten fra Hvedholm Slot ved Faaborg på Fyn, hvor ”Forræder” er optaget, har Heino holdt kontakten til bl.a. Bjarne Henriksen, 65.
– Jeg var ude at drikke portvin med Bjarne Henriksen sidste fredag, fortæller Heino.
De besluttede sig for at mødes på Portvinsbaren i København, som de begge var cyklet forbi.
– Vi fandt ud af, at den lå lige midt imellem os, og portvin kunne vi begge to godt lide. Det var sgu meget hyggeligt, vi drak os en regulær pind i øret.
Et vrøvlehoved
Til spørgsmålet, hvorfor han er en god forræder, lyder det:
– Det ved jeg heller ikke, om jeg er. Man skal i hvert fald ikke underkende, at der er noget, der hedder tilfældighedernes spil, siger han og fortæller, at han også kan være et vrøvlehoved, og måske netop dét gør ham til en god forræder.
– For jeg tror i virkeligheden, det er svært at høre forskel på, hvornår jeg ved, hvad jeg vil sige, og hvornår jeg ikke ved, hvad jeg vil sige. Og så er det jo svært at sige, at man på et tidspunkt hang lidt i bremsen med en sætning, hvis man gør det i alle sætninger. Så for at koge det ned tror jeg, det er svært at afkode, hvornår jeg er seriøs, og hvornår jeg ikke er seriøs.