Julia Lahme færdig med "Gift ved første blik": – DR sætter nyt hold
Når DR 24. august blænder op for den niende sæson af ”Gift ved første blik” er det med tre spritnye eksperter til at styre slagets gang.
Og Julia Lahme, der har fungeret som livsstils connaisseur de forudgående to sæsoner, glæder sig til premieren, som altså bliver uden hende på skærmen.
– Sidste år besøgte jeg cirka 50 singler i to timer hver gang. Hjemmebesøgene tog tre måneder, forklarer Julia Lahme, der ved siden af tjansen som ekspert havde og stadig passer et fuldtidsjob i sit eget kommunikationsbureau.
– Det var rigtig hårdt, men nødvendigt. Jeg ved ikke, om de prioriterer hjemmebesøgene i år, men de er vigtige, understreger livsstilseksperten.
Det er altså primært det store tidsforbrug, der gjorde, at Julia Lahme er stoppet efter to sæsoner. De danskere, der melder sig, bor i hele landet, og det kræver meget energi at rejse rundt – hvilket også er en faktor, når parrene skal forsøge at holde sammen.
– Det mest interessante er ikke, om parrene bliver sammen. Det er, at kærligheden får en chance, og at du og jeg kan få lov at kigge ind i de her parforholds begyndelse og lære noget af det, siger eksperten, der hilser ændringerne velkommen.
– Helt fagligt synes jeg, det er en rigtig god idé at ryste posen på sådan et program. For at du og jeg gider blive ved med at kigge med, så er der nødt til at ske noget nyt.
Julia Lahme understreger, at der ikke er noget drama forbundet med, at hun er stoppet som ekspert.
– Jeg har været helt vild glad for at være med. Det er et fantastisk format, og jeg kan virkelig godt lide at lave tv. Jeg har ikke noget dårligt at sige. Men det var også hårdt. Det var jo ikke mit fuldtidsjob, det var ved siden af.