Kæmpe optur: Ugens ”Klovn”-afsnit er sød musik og nostalgiterapi for trængende fans

Du har nok, ligesom jeg, set virale klip med demensramte ældre, der får musik i ørerne og derigennem pludselig husker oplevelser, perioder eller detaljer fra deres liv, som sygdommen ellers for længst har fejet af banen.

Nogle begynder endda på rørende vis at smile, danse eller bryde ud i spag sang.

Bare rolig, så langt vil jeg ikke sige, mine reaktioner rakte, men ”Frederiksberg-flisen” (link fjernet)var alligevel som liflig musikterapi for os, der næsten havde glemt, hvordan et formfuldendt ”Klovn”-afsnit skal skrues sammen.

Faktisk bliver vi helt fra første frame sendt tilbage til andre gange, hvor Casper og Frank har forceret fortovet på Frederiksberg Allé.

Dér, hvor de enten har planlagt noget tvivlsomt, eller forsøgt at komme uskadt ud af selvsamme.

Når karaktererne i dette andet afsnit i ”Senfølger”-sæsonen pirker til min ”Klovn”-nostalgi, er det ikke mindst fordi, de på klassisk manér lader sig styre af en statusstigning lige om hjørnet.

Frank vil have flisen – især vil han med barnlig stædighed bare gerne vinde over hende den woke kvinde, han er nomineret i samme felt som.

Casper vil have fingrene i verdens dyreste og dejligste kaviar – desværre kommer fikse feministiske idéer også mellem ham og de iranske fiskeæg.

Fordømt!

Et lorteliv som feminisme-cosplayer

Hvis vi lige dvæler lidt ved æggene – ”Det sorte guld”.

Her får vi på vellykket vis gæsteoptræden fra selveste Sofie Linde. Lidt af et scoop for ”Klovn”-forfatterne, da denne tv-vært jo må siges at være blevet postergirl for metoo-bevægelsen herhjemme.

De skarpe, karikerede gloser, som hun sender afsted mod de to rognspisende, midaldrende mænd med nedadvendte mundvige er af samme årsag er både troværdige og sjove.

– Jeg sidder helt ydmygt og spiser min kaviar, lyder Casper Christensens oxymoron, da han fortsætter:

– Og så bliver jeg angrebet. Vi må se det i øjnene, Frank. Det at være en hvid mand over 50… Det er et lorteliv. Lort med lort på.

Men Casper har indvilget i dette lorteliv sammen med Fnug. Godt nok mest med en "nu-prøver-hun-lige-det-af"-attitude, hvilket både involverer støvsugning og tøjvask.

Kønsligestillingen får selvfølgelig hos egotripperen Casper helt samme status, som hvis det var champagnesabler, rollespil, Mountain Lions, eller andre hobbyer der havde hans flygtige opmærksomhed.

Scenerne bliver således rammende, fordi de udstiller Caspers altoverskyggende privilegieblindhed.

Men de kan også gå hen og blive halvprofetisk for resten af sæsonen som en helhed, da serien nu over to afsnit har forsøgt – mere eller mindre vellykket – at tackle nogle af de identitetspolitiske emner, der er oppe i tiden.

Kan ”senfølger” – sæsonens undertitel – være en reference til Frank og (især) Caspers nye tilværelse efter eksempelvis Fnug – ja, og vel resten af verden - er ”blevet ramt af feberen”?

– Jeg har også ret til at være det stærke køn, siger Casper desuden. Mens han i samme afsnit bliver nødt til at "for-sørge" op til farens død, så han ikke skal bøvle med det bagefter.

Frank vs. Mads

Selvom forrige uge efterlod denne anmelder med en flad fornemmelse, så havde afsnittet om de røde bukser jo som bekendt enkelte lyspunkter – blandt andre Mia Lyhne.

Og igen er subplottet om hendes festtrang, pølsehornskøb klokken 7 om morgenen og glæde ved Chablis og whisky hos en gammel beundrer virkelig skøn.

Det er desuden yderst stimulerende, at en karakter som Mads – ejeren af Promenaden og formanden for udvalget, der beslutter, hvem Frederiksberg-flisen tilfalder – er smidt ind i ligningen.

I skikkelse af skuespiller – med forestående revydebut endda - Mads Knarreborg, virker han næsten som et spejl på seriens hovedkarakter, da han på bedste Frank-facon må betale dyrt for at komme ud af en den kattepine, han befinder sig i efter at have råflirtet med en gift kvinde.

Prisen? En plads på alléen, så ingen fatter mistanke ved hans jævnlige besøg i stuen hos Mia. Dog er det – ligesom Franks mange påfald – en hovsaløsning.

Og så må Frank Hvam dele pladsen med Nikolaj Stockholm. Lige indtil han selv er færdig med "at sleske", og tager sagen i egen hånd.

Virkelighedens halve flise?

Hvor får de det fra? Jo…

Tillad mig at servere en lille anekdote fra det virkelige liv, som pludselig krøb tilbage til mig, da jeg så ugens ”Klovn”-afsnit.

På en af mine coronagåture forrige år, spadserer jeg op ad Frederiksberg Allé, og finder mig selv for første gang i færd med sådan virkelig at betragte de omtalte fliser med kendte danskeres ansigter på.

Da jeg når til karikaturtegningen af Frank Hvam, standser jeg.

For under portrættet står et ganske andet navn på en helt anden stor kulturpersonlighed – endda også komiker.

”Årets danske revy- og teaterskuespiller 2008: Anders Matthesen”.

Straks knipser jeg et billede af flisen, som jeg sender rundt. Kan nogen have lavet en fejl? Er jeg den eneste, der har opdaget det?

Svaret på det sidste spørgsmål er tilsyneladende nej.

For selv Anders Matthesens far, Tonny, bemærkede den slående lighed, da han så billedet på flisen i sin tid.

Hvad der er sket omkring virkelighedens flise, ved jeg ikke.

Men når jeg nu stirrer på stenportrættet, vil min hjerne kun have, at det er Frank Hvam, der bliver endeligt svar på blæktesten.

Måske er det bare ”Klovn”-terapien, der virker.

Afsnittet ”Frederiksberg-flisen” i ”Klovns” niende sæson får 4 ud af 6 stjerner.