Kan du huske Beavis and Butt-Head? Idiotduoen er tilbage i den måske dummeste film nogensinde
90'ernes mest dovne teenagere, Beavis og Butt-Head, er klar til at gøre stort comeback på Paramount+.
Animationsduoen, der fik sit store kultgennembrud på MTV i 90'erne, er nemlig snart klar med filmen "Beavis and Butt-Head Do the Universe"
Den seriøst umodne duo, der unægteligt er blevet en smule ældre, kaster sig ud i den nye film ud på en rejse gennem tid og rum. Noget der blandt andet resulterer i, at de er tvunget til at deltage i en såkaldt space camp. Her udvælges de til at tage på en rumrejse gennem tiden og takket være et sort hul, lander de på Jorden i år 2022.
Filmen kalder sig selv den "dummeste science-fiction-film, der nogensinde er blevet lavet", og så er standarden jo blevet sat både højt og lavt på samme tid.

Det er anden gang, at de to tegnefilmsfigurer får deres egen film. Første gang var tilbage i 1996 med filmen "Beavis and Butt-Head Do America", og derfor skal den nye film også ses som en slags efterfølger.
Seriens skaber, Mike Judge ("Office Space", "King of the Hill"), lægger stemme til begge filmens hovedpersoner. Derudover byder castet på Gary Cole, Chris Diamantopoulos, Nat Faxon, Brian Huskey, Chi McBride, Tig Notaro, Stephen Root, Andrea Savage, Martin Starr og Jimmy O. Yang.
Serien "Beavis and Butt-Head" havde premiere d. 8. marts 1993 på MTV og kørte i syv sæsoner frem til november 1997.
I 2011 fornyede MTV serien med en enkelt sæson, men mere blev det ikke til. Til gengæld kan fans glæde sig over, at Paramount+ har planer om at lave en serie i forlængelse af den kommende film.
Alle afsnit af "Beavis and Butt-Head" bliver desuden tilgændelige på streamingtjenesten.
"Beavis and Butt-Head Do the Universe" har premiere på Paramount+ (link fjernet) d. 23. juni.
Se traileren til "Beavis and Butt-Head Do the Universe" øverst i artiklen.