Karina Frimodt kæmpede med sin kræsenhed: - Var bange for, min krop ville stå af

LÆS OGSÅ: Karina Frimodt i kræftchok - nu har hun fået svar
Da Karina Frimodt, 46, takkede ja til at tage på 12 dages intensiv træning i et tempel i Sydkorea med TV2’s ”Shaolin”, havde hun bestemt ikke regnet med, at hendes kræsenhed skulle ende med at blive den største udfordring på turen.
– Jeg havde slet ikke troet, det skulle blive et problem, siger ”Vild med dans”-stjernen til SE og HØR.
– Jeg vidste jo godt, at det var vegansk (kost, red.), og at der ikke var noget kød, som jeg jo ellers elsker, siger hun og fortæller, at der heller ikke var noget brød, ”som jo ellers mætter meget godt”.
Menuen bød i stedet på ris og grøntsager til frokost og aftensmad.
– Og jeg kan ikke lide grøntsager. Så jeg spiste ris med salt på. Det kan jeg ikke anbefale, lyder det med et smil fra Karina Frimodt, som også fik lidt peanuts på turen.
Heller ikke morgenmaden faldt i danserens smag.
– Det var yoghurt eller havregryn, så den sprang jeg bare over – og så gik jeg i gang med en træning på halvanden time. Og jeg kunne jo godt mærke, at det var hårdt, lyder det.
Blev svimmel
Der gik derfor ikke lang tid, før Karina Frimodt kunne mærke konsekvenserne af det sparsomme indtag.
– Jeg var bange for, min krop simpelthen skulle stå af. Jeg blev svimmel og havde lyst til at lægge mig ned. Jeg kunne se på mig, at jeg tabte mig – det raslede af. Jeg er sådan en, der snacker ret meget i løbet af en dag. Jeg spiser ret meget sukker – alt muligt usundt. Og det var der jo heller ikke noget af. Der var heller ikke cola, siger hun og fortsætter:
– Så i løbet af to dage kunne jeg se: ”Hvis jeg bliver ved med kun at spise hvide ris – og sådan en lille portion, for jeg kunne næsten ikke klemme det ned med salt på – så er jeg her jo ikke i 12 dage”.

Mundskænken Thomas
Frimodt fandt en stor støtte i Thomas Bo Larsen, der også var blandt de ni kendte på rejsen.
– Vi havde nogle gode snakke, og han var god til at presse mig på en god måde. Det var ikke for meget, så jeg gik i ”selvforsvars-mode”, men han var sådan: ”Prøv bare at smage på én ting”, siger hun og fortæller, at skuespilleren også var god til at smage på tingene først.
– Så kunne jeg spørge: ”Hvad smager det af?” Og så var det som om, det ikke var lige så farligt, fortæller Karina.
– Før ville jeg bare sige: ”Det er lige meget. Jeg behøver ikke at spise det – jeg spiser bare det, jeg kan lide”. Men her var jeg tvunget til at sige: ”Jeg er nødt til at prøve at smage noget mere”. Og det var jo en succesoplevelse, når jeg gang på gang fandt ud af, at der faktisk var ting, jeg godt kunne få ned.
– Nogle ting nød jeg mere end andet. Men det var rart, at jeg kunne snyde min hjerne på den måde.
Irriteret på sig selv
Frimodt lægger ikke skjul på, at hun altid har været irriteret på sig selv over sin kræsenhed.
– Når man er ude at spise, synes jeg jo også, det er lidt flovt, at man sidder der og stikker lidt til det, man kan lide, og efterlader halvdelen af tallerkenen, fordi man ikke kan lide resten, siger hun.
Rejsen til Sydkorea har ændret hendes syn på mad.
– Jeg synes, jeg har fået åbnet nogle døre og er ikke bange for at smage på tingene.

– Den gjorde ondt
Da Karina skulle af sted med ”Shaolin”, havde hun lige fundet ud af, at hun ikke skulle lave ”Vild med dans” i efteråret.
– Den gjorde rigtig ondt. Jeg havde jo lige vundet året inden, så jeg forstod jo slet ikke, hvorfor jeg ikke skulle være med. Men der var ikke et match til mig. Og jeg er lykkelig for, at jeg var med på ”Shaolin” og ikke lavede ”Vild med dans”, siger hun.
– Men jeg tror også, det lidt var sådan en: ”Er det, fordi I ser mig som gammel? Opfatter folk mig sådan?”. For sådan opfatter jeg ikke mig selv. Jeg laver jo en forestilling nu, ”Strictly Ballroom”, hvor jeg danser rundt som de andre på 25. Så jeg føler jo ikke selv, at mit hoved og mit mindset er dér endnu.
– Men lige inden vi tog af sted, havde jeg det sådan: ”Er det tid til, at jeg så skal stoppe eller hvad?”. Selv om jeg jo ikke havde lyst. Men den tur gav mig bare sådan en: ”Nej!”, fastslår Frimodt, som nu har sluppet den tanke.
– Så længe min krop kan, og så længe mit hoved vil, så kan jeg ikke se, jeg skal stoppe.
Håber du, de tilbyder dig en plads i ”Vild med dans” til efteråret?
– Ja, det håber jeg da! Men jeg forstår jo også godt, hvis der ikke er et match – så er det jo sådan, det er, siger hun og uddyber:
– Jeg kan jo godt lide at lave ”Vild med dans”. Det er jo også en familie, man har der. Jeg kan godt lide processen i det: At møde en ny partner og skulle lære ham at danse. Så jeg er hverken sur eller noget. Slet ikke. Jeg bliver da glad, hvis de ringer og spørger, om jeg vil være med.
Da Karina skulle af sted med ”Shaolin”, havde hun lige fundet ud af, at hun ikke skulle lave ”Vild med dans” i efteråret.
– Den gjorde rigtig ondt. Jeg havde jo lige vundet året inden, så jeg forstod jo slet ikke, hvorfor jeg ikke skulle være med. Men der var ikke et match til mig. Og jeg er lykkelig for, at jeg var med på ”Shaolin” og ikke lavede ”Vild med dans”, siger hun.
– Men jeg tror også, det lidt var sådan en: ”Er det, fordi I ser mig som gammel? Opfatter folk mig sådan?”. For sådan opfatter jeg ikke mig selv. Jeg laver jo en forestilling nu, ”Strictly Ballroom”, hvor jeg danser rundt som de andre på 25.
– Så jeg føler jo ikke selv, at mit hoved og mit mindset er dér endnu. Men lige inden vi tog af sted, havde jeg det sådan: ”Er det tid til, at jeg så skal stoppe eller hvad?”. Selv om jeg jo ikke havde lyst.
– Men den tur gav mig bare sådan en: ”Nej!”, fastslår Frimodt, som nu har sluppet den tanke.