Kia Sødergreen udvikler brystmælk af sin medicin: Her er forklaringen

LÆS OGSÅ: Andreas fra "Sikringen" stak kvinde i missionshus: - Jeg rådner op
Realitykendissen Kia Sødergreen, 34, drømte om et helt almindeligt familieliv med mand og barn - men i dag ser hun ikke sin syvårige søn Marcus og er ikke længere sammen med kæresten Walid ”Knaldperlen” Bechara.
I stedet er den 34-årige tidligere realitykendis indlagt på Sikringen, efter hun i 2020 fik en behandlingsdom på fem år for gentagne gange at have overfaldet ansatte på sit bosted.
Som mange af de andre indsatte på Sikringen er Kia Sødergreen diagnosticeret med skizofreni, og som mange af de andre indsatte får hun medicin som led i sin behandling.
I DR-programmet ”Indefra med Anders Agger: Sikringen” fortæller Kia, at hun oplever flere bivirkninger ved sin antipsykotiske medicin. Blandt andet har hun dannet mælk i sine bryster.
- Det har jeg. Jeg havde det så sent som i går aftes. Det har jeg haft hele tiden, fortæller Kia i programmet.
Bivirkningen er så voldsom, at Kia har fået hjælp af personalet:
- Personalet har klippet en karklud ud, som jeg kan proppe i, så det ikke går ud på tøjet. Det løber ud, forklarer Kia.
Det kan dog være en almindelig bivirkning ved netop antipsykotisk medicin. Årsagen er, at nogle præparater, der er beregnet til at behandle f.eks. skizofreni, kan ændre niveauet af hormoner i patienternes krop.
Det skriver blandt andet Netdoktor.
Medicinen kan blandt andet øge niveauet af hormonet prolaktin, og dette kan medføre brystspænding og dannelse af mælk i brystet.
Det kan desuden medføre seksuelle bivirkninger i form af nedsat seksuel lyst og rejsningsproblemer hos mænd.
I programmet fortæller Kia og hendes behandler, at det er målet at komme ned i dosis – men først når hun er klar til det. For Kia indrømmer, at det har været en svær rejse at nå til den erkendelse, at hun har brug for medicin for at få det bedre:
- Jeg må erkende, at jeg har brug for den medicin, selvom jeg dæleme gerne ikke ville have den. Men jeg har brug for den, siger Kia i programmet.