Lagde du mærke til særlig detalje i sæsonfinalen? “The Last of Us”-stjerne føder sig selv
SPOILER ALERT: I denne artikel vil dele af afsnit 9 af "The Last of Us" blive afsløret
2023's helt store succes på HBO har været serien "The Last of Us", der er blevet rost til skyerne, for blandt andet at være det hidtil bedste forsøg på at lave et computerspil om til en serie.
Mandag kunne fans af serien endelig runde sæson 1 af, da sæsonfinalen blev tilgængelig på streamingtjenesten.
Og for fans, der både har set serien og spillet, var der gemt noget af en detalje.
I starten af afsnittet stifter seerne bekendtskab med Ellies mor, Anna og hun har formentlig fået hardcore fans af computerspillet til at spærre øjnene op, første gang hun åbnede munden.
Rollen er nemlig gået til skuespillerinden Ashley Johnson, og det er ingen ringere end personen, som lægger stemme til Ellie i computerspillene.
Brød ud i tårer
Personligt betød det meget for Ashley Johnson at blive en del af serieuniverset også.
Det fortæller hun til the Hollywood Reporter.
Skuespilleren blev kontaktet af skaberne af serien, Neil Druckmann og Craig Mazin, som spurgte, om hun ville have den lille rolle som Ellies mor. Her skulle der ikke tænkes længe over svaret.
– Jeg brød bare ud i tårer. Selvfølgelig ville jeg det, siger skuespillerinden til mediet.
Jobtilbuddet kom dog en smule ud af det blå for Ashley Johnson, der ikke havde regnet med at blive kontaktet af HBO.
– Det kom som et chok. Normalt, når et computerspil skal filmatiseres, er det ikke kutyme at stemmeskuespillerne er en del af projektet. Derfor var jeg meget overrasket, for det er bare ikke normen, lyder det fra Johnson.
I åbningsscenen ser man Anna føde Ellie under usædvanligt svære vilkår. Af samme grund får man et hint om, hvorfor teenagepigen er immun over for de inficerede.
Selv om hun har lagt stemme til den immune pige i hele tre spil, har Ashley Johnson aldrig fået at vide, hvorfor at Ellie, modsat alle andre, kan tåle svampeinfektionen.
– Jeg har haft teorier. Men det har aldrig været det vigtigste i historien. Fokus var mere på de to personer, der får en tilknytning i den her forfærdelige verden, siger Ashley Johnson