Markus raser i ”Naboen fra helvede”: Jeg er slet ikke sådan i virkeligheden

Måske har du også holdt vejret lidt, imens du så TV2’s nye dramatiske dokumentar ”Naboen fra helvede”.

I dag udkommer andet afsnit af programmet, som følger to mænd i Højby i Odsherred Kommune på Sjælland, der er i ekstrem nabostrid.

Den ene er Simon Larsen, en 46-årig iværksætter, hvis største drøm er at drive en minigolfbane, men en stor en af slagsen med fadøl, storskærmsarrangementer, spareribs ad libitum, helstegt pattegris og burgere på 3,2 kilo.

Naboen til minigolfparken er 44-årige Markus Hvass, som i 2017 skiftede sin toværelseslejlighed på Amager ud med et landbrug på syv hektarer og en drøm om at drive økologisk landbrug, blive selvforsynende og leve i harmoni med naturen.

Da de to verdener mødes, slår det ikke bare gnister, men kæmpemæssige flammer.

I andet afsnit bryder helvede løs, da ”tilflytteren” Markus brænder græs af på sin mark, imens minigolfparken på den anden side af vejen har parken fyldt med gæster til storskærmsarrangement og grillaften.

Røgen fra græsafbrændingen vælter over til minigolfparken og brandvæsen og politi ankommer for at få Markus til at slukke for flammerne.

Det vil Markus ikke, og et gigantisk drama udspiller sig.

Men selvom det ser voldsomt ud, er Markus helt rolig, da SE og HØR fanger ham på telefonen.

For hans handlinger er meget velovervejede, forklarer han.

- Jeg sidder ikke og tuder nede i et hul. Det man ser, er en rolle jeg påtager mig. Jeg er ikke et menneske, der normalt råber i min dagligdag, så jeg kan godt tåle den kritik, jeg får.

- Når jeg brænder græs af eller spiller høj musik, så er det for at trykteste, om jeg har lige så meget ret til at være her, som Simon og hans minigolfpark har, siger Markus Hvass til SE og HØR.

Ved godt, det er grimt

Den 44-årige smed og smykkeformgiver har det også okay med at se sig selv rase på national tv.

- Det er intimt at se sig selv sådan, men jeg har det fint med det, for jeg er ikke det menneske. Jeg bliver det menneske pga. den urimelighed, jeg bliver udsat for. Derfor tilgiver jeg mig selv for at udtrykke min vrede. Jeg er godt klar over, at det er meget udansk og grimt, men jeg synes, det er meget mere ærligt, end at jeg gemte mig selv væk, lyder det fra Markus.

Masser af gæster til minigolf

Der er umiddelbart stor begejstring for minigolfparken fra både byrådet og lokalområdet, og Simon Larsen har stor opbakning fra byen, mens naboen Markus Hvass altså ikke deler begejstringen.

Han og hans sambo Lisa er generet af friturelugt, musik, storskærme og støj fra omkring 40.000 minigolfgæster på to år.

Markus har sendt en lang klage til kommunen, men kommunen afviser klagen, med henvisning til, at alle regler er overholdt ifm. bygningen af minigolfparken.

Da Markus føler sig ignoreret tager han helt andre metoder i brug.

Han afspiller lyden af en vinkelsliber, han saver brænde, imens han afspiller høj rockmusik, han råber i megafon efter minigolfgæsterne og i udsendelsen kulminerer det hele altså med afbrænding af græs.

Umuligt at flytte

I ”Naboen fra helvede” ser vi, at en konfliktmægler forsøger at få Simon og Markus til at mødes til et forsøg på forsoning, men det ender ikke lykkeligt.

Så status er nu, at de to stadig er naboer og stadig er i krig med hinanden, og Markus har tænkt sig at blive boende.

- Jeg er stavnsbundet, fordi hvis jeg sælger mit hus, kommer jeg af sted med en kæmpe gæld. Så kan jeg flytte i en lejlighed og gnave gælden væk.

- Ejendomsmæglere har vurderet, at mit hus er faldet minimum en halv million i værdi, så måske skal jeg forære det væk, påstår Markus.

Hvad man ikke ser i dokumentaren er, at der er udover Markus, er endnu en nabo til minigolfparken.

- Der er en nabo, der er tavs, som har forsøgt at sælge sit hus i to år, men ingen har været ude at se huset, lyder påstanden altså fra Markus.

I den svære periode, ”tilflytteren” Markus står i, har han heldigvis en omgangskreds, der støtter ham.

- Jeg har mennesker omkring mig som har støttet mig, hjulpet mig og healet mig. Det er jeg dybt taknemmelig for, for jeg havde nok ikke kunnet stå i det selv, siger Markus.