Martin Brygmann vækkede Signe Svendsen om natten og tog hende på brysterne: - Jeg fryser
LÆS OGSÅ: Kat Stephie afslører voldsom episode: Vis mig dine patter, ellers fortsætter vi ikke
Det er sensommer i 2007, og sangeren Signe Svendsen er på spillejob med en ikke navngivet kvinde og kulturkometen Martin Brygmann i Aarhus.
Ifølge Signe Svendsen er der ikke blevet booket et hotel, som de tre kan sove på, og derfor vælger de at sove hos den ukendte kvinde.
En kvinde, som Martin Brygmann ifølge Signe Svendsen kalder for ”virkelig smuk” og en ”fantastisk Aarhuskæreste”.
Da natten falder på, går alle tre i seng tre forskellige steder i ejendommen.
Signe Svendsen falder i søvn.
- Pludselig bliver jeg vækket af, at den mandlige artist (Martin Brygmann, red.) er krybet ind under min dyne og tager mig på brysterne, fortæller Signe Svendsen i dokumentarens første afsnit, ”Du skal være ung og fuckable”.
- Jeg fryser. Jeg prøver helt kort at lade som om, jeg sover videre. Men så ved jeg jo godt, hvad det er (der sker, red), og jeg får sagt nej og skubber ham væk stille og roligt.
I dokumentaren fortæller Signe Svendsen, at hun fortryder den måde, hun reagerede på i huset i Aarhus i 2007.
- Jeg ville rigtig gerne have været i stand til at kunne sige, at jeg råbte og sagde skrid (til Martin Brygmann, red).
- Men det gjorde jeg ikke. Og jeg ved ikke, hvorfor.
Signe Svendsen er en af de fem kvinder, som står frem med ansigt for at fortælle om grænseoverskridende adfærd fra Martin Brygmann.
En adfærd, Martin Brygmann selv afviser. Han siger, at han ikke bevidst har opført sig sexistisk.
Kvinderne - blandt andre Anne Gadegaard, Liva Susic og Anna Kildetoft - fortæller om klamme, seksuelle beskeder fra Martin Brygmann og anden upassede opførsel under deres forsøg på at få et arbejde i musikbranchen.