”Matador”-stjerne Sonja Oppenhagens mørke hemmelighed: Et uønsket barn

Denne artikel blev første gang bragt i 2017.

Kunne du forestille dig en anden i rollen som den purunge og sprudlende manufakturfrue Vicki Arnesen i tv-klassikeren “Matador”?

Det er svært.

Men hvis det stod til Sonja Oppenhagens mor, skulle skuespilleren bag den legendariske karakter slet ikke være født.

Det afslører Sonja selv i sin bog “Mit liv, min linedans”, som udkom i oktober 2021.

– Gentagne gange forsøgte min mor at miste mig. Hun hoppede ned fra spisebordet, og hun hoppede voldsomt ned ad trappen, men intet hjalp.

- Jeg hagede mig fast i hendes skød, for jeg ville fødes, jeg ville leve, jeg ville frem, skriver hun i erindringsbogen.

Sonja var sågar årsagen til, at hendes mor blev gift med hendes far.

Men det var langtfra et lykkeligt ægteskab.

I bogen beskriver Oppenhagen sit faderlige ophav som en fantast, der var lidt for glad for alkohol og andre damer.

Og hendes fars endeløse eskapader gjorde Sonjas mor bitter.

FAR FORSVANDT

Den folkekære skuespiller beskriver et distanceret forhold til sine forældre.

At hun og lillebroren Flemming var forment udgang fra værelset, indtil hendes mor havde spist morgenmad og læst “Berlingeren”.

At børnene ikke måtte sidde på skødet af deres far, fordi de risikerede at ødelægge pressefolderne.

Og at Sonja var den eneste fra hendes ballethold, som ikke blev hentet efter træning og derfor måtte tage sporvognen alene hjem, mens hun løj for kammeraterne om, at mor og far ventede henne om hjørnet.

Da Sonja var 15, forsvandt hendes far ud af hendes liv.

Han fandt en anden kvinde, som han senere fik en søn med, og faderen brød kontakten helt med Sonja, som begyndte en tilværelse i rampelyset.

I mange år var hun vred på sin far over den måde, han havde behandlet hendes mor på, og hun følte sig svigtet og fravalgt, da han brød kontakten med familien for at starte en ny.

Alligevel håbede hun, hver gang hun havde premiere på en ny forestilling, at en af de mange buketter var fra hendes far.

Men det var de aldrig.

VILLE KLINKE SKÅRENE

Da skuespilleren ikke havde set sin far i 10 år, sendte hun ham et julekort med sit telefonnummer.

En måned senere ringede han.

Men selv om Sonja blev lykkelig for opkaldet – og var klar til at lægge fortidens fejder bag sig og tilgive sin far – blev mødet aldrig til noget.

– Jeg inviterede ham til at komme forbi og sagde, at han selvfølgelig gerne måtte tage både sin kone og sin lille søn med, skriver hun i bogen.

Men hvis de skulle arrangere et møde, skulle det se ud som en tilfældighed, for hans nye kone måtte ikke vide, at de havde talt i telefon sammen.

– Jeg sagde til ham, at så kunne han godt glemme det – at hvis han ikke kunne stå ved mig og være åben om, at han havde en datter, han kunne ringe til og tale med, når han havde lyst, så var det ligegyldigt, skriver Sonja Oppenhagen, som blev dybt ulykkelig over, at hendes far fortsatte med at lyve.

TRAMPEDE PÅ GRAVEN

Først efter faderens død fik hun kontakt med sin halvlillebror Stefan.

Han tog hende med på kirkegården for at besøge deres fars grav – men i stedet for en gravsten med navn, fødsels- og dødsdag var der et metalskilt med et nummer.

– Da jeg endelig stod ved hans grav, blev jeg så ulykkelig. Jeg tudede, råbte og stampede dér i regnen på kirkegården, og Stefan stirrede forskrækket på mig, men der var så meget, jeg havde holdt inde.

- Det sad krampagtigt fast i kroppen på mig, at jeg måtte skrige al vreden og alle frustrationerne ud.

- Min sorg blev til en fysisk reaktion, og der, i mit sidste møde med min far, røg det ud af mig: “Det kan du fandeme ikke være bekendt!”.