Streaming18. oktober 2023

Netflix bliver ved: Vælter i abbonenter

Med ni millioner nye abonnenter i det seneste kvartal steg Netflix' aktie med syv procent i eftermarkedet
Initiativet kommer, efter at Netflix tidligere har varslet, at det vil sætte ind over for, at den samme bruger bliver delt mellem flere husstande.
Selvom Netflix flere gange har varslet med ændringer, så strømmer kunderne stadig til.
 Foto: Ritzau Scanpix

En tilgang af ni millioner nye abonnenter sammenholdt med en lille prisstigning på det amerikanske marked har fået Netflix' aktie til at stige med syv procent, efter at markedet lukkede onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, efter at streaminggiganten har afleveret regnskab for finansårets tredje kvartal.

I USA har Netflix hævet priserne. Et enkeltmandsabonnement er steget fra 9,99 dollar til 11,99 dollar - en stigning svarende til cirka 14 kroner om måneden.

Familieabonnementet, som fire personer kan bruge på én gang, er steget fra 19,99 til 22,99 dollar - en stigning svarende til 22 kroner om måneden.

Også i Frankrig og Storbritannien er priserne steget.

Og selv om det måske ikke huer den gængse bruger, ser det ud til at glæde investorerne på Wall Street.

Streaminggigantens aktie steg nemlig med syv procent, efter at markedet lukkede onsdag.

Netflix havde i finansårets tredje kvartal en omsætning på 8,54 milliarder dollar. Det svarer til 60,31 milliarder danske kroner og ligger godt i tråd med, hvad analytikere havde forudset for selskabet.

Netflix har på det seneste forsøgt at slå ekstra hårdt ned på, at brugere deler konti med hinanden i stedet for at købe hver sin adgang til tjenesten.

Det er en stor del af forklaringen på de mange nye abonnenter skal findes. Det siger Paolo Pescatore, analytiker ved PP Foresight.

- Det kører derudaf, og de seneste tiltag peger alle i den rigtige retning, siger han.

Tilgangen af ni millioner abonnenter gør, at Netflix' samlede brugerbase nu består af 247 millioner abonnenter - eller cirka lige så mange mennesker, som der bor i Pakistan.

Sponsoreret indhold