Netflix-filmen "Toscana" med Anders Matthesen i hovedrollen topper verdenslisten
Anmelderne herhjemme har ikke været entydigt begejstrede for den danske Netflix-film ”Toscana” med multikunstneren Anders ”Anden” Matthesen i hovedrollen som Michelin-kokken Theo, der må rejse til Italien for at sælge sin afdøde fars restaurant.
Men det betyder ikke, at filmen – instrueret af Mehdi Avaz – ikke kan gøre nøjagtigt som de andre projekter, som komikeren de seneste år har været inde over.
Nemlig at blive til en massiv publikumssucces.
For det lader til at være tilfældet med ”Toscana”, der er den første danske originale Netflix-produktion, og som lige nu er strøget op på toppen af listen over ikke engelsksprogede film på Netflix.
I løbet af den seneste uge er der blevet set intet mindre en 14,8 millioner timers ”Toscana” på streamingtjenesten.
Ifølge Netflix har "Toscana" desuden været den mest populære film i Danmark i løbet af den seneste uge.
BT talte tidligere på ugen med Anders Matthesen, som fortalte, at han er ”paf” over den ekstremt varme modtagelse.
Fordi filmen er versioneret til andre seere rundt om i verden, kan man vælge at se filmen eftersynkroniseret på en række sprog. Og det får folk fra stort set alle verdenshjørner til at skrive til 46-årige Matthesen.
– Jeg synes, det er et kæmpe eventyr at få fans fra hele verden – ikke mindst at opleve kvinder, der skriver, at de er forelskede. Det har jeg ikke prøvet herhjemme de sidste 15 år. Jeg tror, de tænker, at jeg må være en rigtig filmstjerne. Der er virkelig mange, der skriver – også store muskuløse mænd fra Australien, der skriver: 'Great movie mate, I had tears in my eyes'. Det er skønt, sagde komikeren - og nu Netflix-skuespilleren – til BT.
For ganske nylig oplevede en anden dansk film pludselig massiv opmærksomhed på den internationale liste. Ole Bornedals "Skyggen i mit øje" strøg op ad listen med næsten 30 millioner sete timer på bare to uger.