Pamelas vilde liv: Endelig åbner brystbomben helt op
Hun begyndte som canadisk Playboy-model, blev en verdensstjerne i “Baywatch” og nu vil Pamela Anderson endelig fortælle sin version af alle de skandaler og mærkværdige optrin, som hun var været en del af siden begyndelsen af 90’erne.
Det sker i Netflix-dokumentaren “Pamela, A Love Story”, som har premiere tirsdag 31. januar og udkommer bare et år efter tv-serien “Pam & Tommy”, som blondinen nægtede at have noget med at gøre.
Denne gang er det Pamela selv, der står bag produktet, hvor dokumentaristerne har fået fuld adgang til hendes arkiver og dagbog.
Ren overlevelse
Et af filmens store emner er naturligvis det private sexbånd fra 1996, som Pamela og eksmanden – Mötley Crüe-trommeslageren Tommy Lee – optog på deres bryllupsrejse.
På båndet så man bl.a. parret have sex på en båd, og optagelserne blev på mystisk vis stjålet og kopieret så hele verden kunne se Pam sprede ben uden en trevl på kroppen.
- Jeg blokerede det stjålne sexbånd fra mit liv for at overleve. Og nu hvor det igen er et emne, så bliver jeg syg. Jeg vil tage kontrol over historien for første gang. Ingen kender sandheden.
- Selv jeg ved ikke 100 procent, hvad der skete. Men det vigtigste er at dele mine følelser og hvor ondt, det gjorde, og hvordan det definerede min karriere og forhold, siger Pamela Anderson bl.a. i dokumentaren.
Sexbåndet generede millioner af dollars, men det fik også store konsekvenser for primært Pamela, som fra den ene dag til den anden gik fra at have en lovende karriere til at hele Hollywood ikke kunne tage hende seriøst som skuespiller.
Pamelas mange mænd får også alle lov til at tale ud om forholdet til den veldrejede brystbombe, og netop det emne blev højaktuelt under optagelserne, da blev Pam skilt fra sin mand, Dan Hayhurst.
Dermed har skønheden fem ægteskaber i bagagen med først Tommy Lee, Kid Rock, Rick Salomon, Jon Peters og senest Dan Hayhurst.
Fremtiden har Pamela Anderson dog ikke opgivet.
- Jeg er en håbløs romantiker og romantik er tragedie. Jeg tror på eventyr.
- Mit liv er tusindvis af ufuldkommenheder og en million misforståelser, fortæller hun.
Enorm vrede
De mange misforståelser kan også opleves på skrift, for det er ikke kun på skærmen, at nysgerrige fans kan få alt om den rigtige Pamela Anderson.
“Baywatch”-ikonet har også skrevet bogen "Love, Pamela", og overraskende for mange, så er det faktisk frækkerten selv, der har ført pennen uden hjælp fra en ghostwriter.
- Jeg anede ikke, at jeg havde så meget vrede inden i mig, eller hvor terapeutisk det ville være – ikke bare for mig, men for folk omkring mig som min mor.
- Der er en lille smule angst, før det kommer ud, for det har været et år med terapi – at gå gennem mit liv fra mit første minde til det sidste, siger den 55-årige skuespiller til People.
Også bogen udkommer 31. januar.