Streaming28. februar 2023

Rasmus Bruun afslører kriminel fortid

"Den korte radioavis"-stjernen Rasmus Bruun taler ud om en periode, han er knapt så stolt af
Rasmus Bruun, 40, slap med skrækken, efter han rippede sin arbejdsplads for værdifulde varer. 
Rasmus Bruun, 40, slap med skrækken, efter han rippede sin arbejdsplads for værdifulde varer.
 Foto: Dan Mariegaard

I sjette afsnit af DR-serien ”Operarejsen” fortæller Frederik Cilius om en forfærdelig oplevelse, hvor han nær havde slået et andet menneske ihjel.

Omdrejningspunktet for snakken er skyld og i forlængelse af Cilius’ historie fortæller Rasmus Bruun om en periode i sin fortid, hvor han med egne ord gjorde sig skyldig i hardcore tyveri.

- Men det er ikke kommet på min straffeattest, så jeg slap med skrækken og en ordentlig bøde, indleder han sin historie.

”Den korte radioavis”-værten arbejdede i Super Brugsen, da han bukkede under for fristelsen og begyndte at ”plukke” varer ned fra hylderne.

- Det var gerne vin fra øverste hylde, men det kunne også være en stor dejlig culottesteg fra køledisken. Det kunne være slik – der var sådan set ikke nogen grænser, fortæller han om sine præferencer.

I takt med, at varer forsvandt, voksede mistanken. En dag blev samtlige medarbejdere kaldt på arbejde, og en efter en blev de inviteret ind på købmandens kontor.

Da Rasmus regnede ud, hvad klokken var slået, sprang koldsveden frem. Slaget var dog ikke tabt. Rasmus beslutter sig for at benægte alt, for de kan ikke bevise noget som helst.

Men sådan går det ikke helt, da Rasmus træder ind på kontoret …

”Orkesteret”-skuespilleren er ikke bare en af de mistænkte, han får decideret fripas til at indrømme, hvor meget han har taget for.

- 5000, sagde jeg så. Min strategi faldt fuldstændig til jorden, siger han og griner.

- Jeg har taget for 5000. ”Okay”, så skrev de ned. ”Nu spørger vi lige en gang til, hvor meget har du taget for?” 10.000 – jeg har nok taget for 10.000, siger han. Men det stopper ikke der. Da der bliver lagt et sidste pres på radioværten, lægger han sig fladt ned.

- 15.000, siger jeg så.

Det omfattende tyveri kom som tidligere nævnt ikke til at stå på straffeattesten, men unge Rasmus mistede sit job med øjeblikkelig virkning.

Men det værste øjeblik ved hele miseren udspillede sig, da Rasmus forlod butikken.

- På vej ud af butikken får jeg øjenkontakt med en af de ældre ansatte – en gammel fyr i 60’erne. Vi har haft et rigtig godt forhold, vi har talt om livet, og så gør han bare sådan her, siger Rasmus og ryster på hovedet og lægger sit ansigt i de ultimativt mest skuffede folder.

- Der var jeg så lille her, siger han og holder sin pege- og tommelfinger en to centimeters penge fra hinanden.

- Det var så pinefuldt for mig, indrømmer han.

Du kan se hele anden sæson af ”Operarejsen” på DR.dk.

Sponsoreret indhold