Rikke fra "De sjældne danskere": Jeg er blevet skilt

Denne artikel bringes i samarbejde med Ude & Hjemme.

Når Rikke Ammitzbøll kører på sin ladcykel, taler hun det meste af tiden: ”Nu flyver to svaler over os. Nu kører vi forbi et ældre ægtepar. Du kan vinke til dem, hvis du har lyst.”

Det er 10-årige Isabella foran i ladet, som Rikke taler til, mens hun træder i pedalerne. Isabella kan nemlig ikke se, så det er Rikkes opgave som mor at være hendes øjne.

Når de stopper ved en legeplads, er det også Rikkes opgave at sige lyde og klappe, så Isabella kan orientere sig. Rikke kan ikke bare sætte sig på bænken ved siden af de andre mødre og fædre. Hendes liv ligner ikke andre forældres.

Rikke ligner ikke engang sig selv mere. Hun er blevet en anden. Og hun elsker at være den Rikke, hun er blevet til, ligesom hun elsker at fare rundt på legepladsen og klappe. Men hun ved også, at der er noget, hun har mistet i farten. Det tab står hun med lige nu, hvor hun og Isabellas far, Thomas, er ved at vænne sig til deres nye liv som skilsmissefamilie.

Ham der bliver jeg kærester med

Bruddet er sket for nylig, efter danskerne sidste gang så familien i TV 2-programmet ”De sjældne danskere”. I det kan man mærke Isabellas charme helt ud i stuerne, ligesom man kan mærke, at Rikke er en mor, der er klar til at gøre alt for sin datter.

Thomas har valgt at holde sig uden for billedet det meste af tiden, men han har altid spillet en vigtig rolle i sin datters liv. Og i Rikkes.

Det er 14 år siden, Rikke stod på diskotek Den Glade Viking i Herning og så en høj flot fyr i Adidas-trøje og hængerøvsbukser træde ind.

”Ham der bliver jeg kærester med,” sagde hun til sine venner. Og inden aftenen var omme, havde hun skaffet den høje fyrs telefonnummer. Det var nu ikke højden, der havde fanget hende. Eller tøjet. Der var noget andet.

– Der var noget særligt ved ham. Jeg kunne se det i hans øjne. En følsomhed og en kærlig sjæl, husker Rikke, som uden at tøve ringede næste dag.

En forsigtig sms var ikke hendes stil. Hun ville hellere ringe og spørge lige ud: ”Skal vi ses igen?”

Det gjorde de, og et par uger efter kørte de på weekendferie til Tyskland, hvor der var en ønskebrønd. Tavse kastede de begge en mønt i brønden. Man må selvfølgelig aldrig sige, hvad man ønskede, men da de kom op på værelset, udfrittede de alligevel hinanden, og til sidst kom Rikke ud med sit: ”Jeg ønskede, at jeg var din.”

Ikke som i eventyrene

Nu var det sagt. Og Thomas’ ønske matchede heldigvis hendes. Mere romantisk bliver det ikke. Bortset fra, at Thomas lige skulle ned i bilen og hente en taske. Og da han kom op, snorksov Rikke.

Det var aldrig sket i eventyrene. Men historien om Rikke og Thomas er heller ikke et eventyr. Det er virkelighed. Og virkeligheden går sjældent som forventet.

Det var ikke planlagt, da Rikke blev gravid som 21-årig. Men det var alligevel det helt rigtige, og undervejs købte parret bøger om babyer og delte deres drømme om livet som børnefamilie, og Rikke forestillede sig, hvordan barnet ville spille håndbold, som hun selv havde gjort.

Men livet gik ikke efter bøgerne eller forestillingerne. Godt nok fødte Rikke en perfekt pige, men knap en måned efter fødslen begyndte Isabellas øjne at flakke.

Den lille pige blev undersøgt på kryds og tværs, og en dag fik Rikke et opkald fra en læge. ”Vi tror ikke, hun kan se,” sagde han.

Efter samtalen besluttede Rikke: ”Jeg vil ikke sige det til Thomas. Jeg vil ikke ødelægge hans liv.”

Derfor gik Rikke selv rundt med en knude i maven og ventede på, at de sammen skulle til samtale hos lægen. Imens prøvede hun at overbevise sig selv om, at det var en fejl.

– Jeg havde læst, at hvis man tager billeder, og øjnene bliver røde, så er man ikke blind. Så jeg tog en masse billeder af hende, og hun havde faktisk røde øjne. Så jeg tænkte: Der er nok ikke noget galt.

Men da familien kom op til lægen, var beskeden klar: Hun var blind, og der var ikke noget at gøre. De fik også en anden besked: Det er sjældent, at man kun er blind. Der følger som regel andet med.

Der er kommet flere diagnoser til

Det fik han desværre ret i. Isabella er i dag 10 år, og der er løbende kommet nye diagnoser til. Hun har blandt andet diabetes, en hjerneskade, og der er også noget med hendes knogler, der giver hende ”dumme ben”, som Rikke siger.

Hun siger tingene på sin egen måde. Thomas har set tingene på en anden. Godt nok vil de begge give deres datter det bedste liv, men deres veje derhen er forskellige.

– Jeg fik nok tunnelsyn og havde kun blikket rettet mod Isabella. Engang sagde Thomas: ”Jeg er her jo også.” Det forstår jeg godt. For jeg blev nok så meget mor for Isabella, at hun var det eneste for mig. Jeg havde ikke plads til meget andet, for at være ærlig.

Der har været meget at se til med Isabella. Når familien lige havde vænnet sig til en sygdom, dukkede en ny op. Det kunne slå de fleste forældre ud. Men Rikke har aldrig lagt sig ned. Hun er en kvinde, der handler.

– Jeg gjorde det, der skulle gøres. Når Isabella har fået en ny diagnose, har jeg tænkt: Okay, hvordan klarer vi det? Hvad er den bedste behandling? Hvordan kommer Isabella lettest igennem det? En gang imellem har folk sagt: ”Bare vent, en dag bliver du indhentet, og så falder du ned i et hul.” Det kan godt være. Men det kan også være, jeg giver mig selv et klap på skulderen og siger: Hvor er det godt, jeg har lært alt det her. Og at jeg er en god mor. For det er det vigtigste for mig, siger Rikke.

Hun har ikke ondt af sig selv og ønsker ikke medlidenhed.

– Jeg har følt selvmedlidenhed. Men hurtigt fandt jeg ud af, at det fik jeg ikke noget ud af. Jeg har jo en lille pige, som har brug for mig, siger Rikke.

En helt ny verden takket være Isabella

Ved siden af sit fuldtidsarbejde som sygeplejerske er hun tit på hospitaler med Isabella. Men udenfor har en ny verden åbnet sig for hende, takket være Isabella.

I dag kan Rikke for eksempel kende fuglelydene fra hinanden. Hun ved, hvordan det lyder, når man smider en sten i vandet. Hendes sanser er åbne på en ny måde, fordi hun oplever verden sammen med Isabella. Og så kan hun få lange grineflip, når Isabella siger noget sjovt. Det gør hun tit. For Isabella har humor. Desuden synger hun smukt, når hun går til gospelkor, og hun er høflig og velklædt. Det er sådan, forældrene har klædt hende på til verden.

– Jeg har sagt til hende, at hun skal se pæn ud, selv om hun ikke selv kan se det. Og hun skal være høflig. Hun har jo brug for andres hjælp. For mig er det den fornemste opgave at lære hende at begå sig i livet.

Forholdet holdt ikke

Rikke er god til at løse opgaver. Også dem, der virker umulige. Som da en læge sagde, at Isabella aldrig ville kunne hoppe på en trampolin. Det tog fem år, men i dag hopper Isabella på en trampolin, så håret flyver.

Der er dog en opgave, som Rikke netop har opgivet sammen med Thomas. Parforholdet. Thomas er flyttet til en lejlighed, der ligger tæt på, og Isabella ved godt, at mor og far ikke skal være sammen. Ikke som kærester.

– Thomas vil altid være Isabellas far, og min bedste makker. Han er den, der kender mig bedst, og vi vil altid være familie. Men vi er ikke gode for hinanden mere. Vi har kæmpet hårdt for det, men vi er nok begge som ødelagte glas. Man kan sætte tape på, men vandet bliver ved med at sive ud, siger Rikke.

Hun kan ikke tale om situationen uden tårer. De må godt være der.

– Jeg er ked af det. Jeg er jo en fikser, men det her kunne jeg ikke fikse. Mine forældre har holdt sammen, og min farmor og farfar har holdt diamantbryllup. Når jeg tidligere hørte om nogen, der skulle skilles, tænkte jeg: Det må være det værste. Men jeg er nødt til at sluge det, og jeg ved, at jeg har min del af skylden, siger Rikke.

Hun peger på, at der efterhånden ikke var meget kærestetid, og at de lavede mere og mere hver for sig. Ellers vil hun kun pege på sig selv.

– Jeg må erkende, at jeg har ændret mig, og jeg tror, at Thomas har savnet mig. Men jeg kan ikke tilbyde andet, og vi enige om, at vi har verdens dejligste datter, og hun er det vigtigste lige nu, siger Rikke.

I dag er det 14 år siden, hun ofrede en mønt til ønskebrønden. Måske er mønten ikke helt tabt. For hun har stadig nogle ønsker.

– Jeg håber, vi bliver ved at med at være bedste venner, og at Thomas bliver lykkelig. For så er Isabella også lykkelig. Og så håber jeg, at jeg bliver bedre til at huske mig selv. Lige nu skal jeg finde ud af, hvem jeg er. Er jeg stadig den sjove, som jeg var engang. Kan jeg nå nye mål? Jeg har for eksempel altid drømt om at lægge stemme til en tegnefilm. Eller skrive en bog. Måske skal det være min næste opgave.