Streaming17 timer siden

Så du dokumentaren med "Valomanden" Martin Gunnarsen? Sådan har han det i dag

Trods alvorlig diagnose er humøret stadig højt hos hele Danmarks ”Valomand”, Martin Gunnarsen
Trods alvorlig diagnose er humøret stadig højt hos hele Danmarks ”Valomand”, Martin Gunnarsen. Han er blandt andet kendt fra TV2-dokumentaren "Samler-Martins forunderlige verden".
Trods alvorlig diagnose er humøret stadig højt hos hele Danmarks ”Valomand”, Martin Gunnarsen. Han er blandt andet kendt fra TV2-dokumentaren "Samler-Martins forunderlige verden".
 Foto: TV2

Vi lærte ham at kende som den godmodige og gæve mand, der elskede tal og togtider, vaskepulveret Valo – og ikke mindst alle dem omkring sig.

Og sådan er det bestemt også i dag med Martin Gunnarsen.

Det fortæller Rune Jensen, der er institutionsleder på Martins bosted, til SE og HØR:

- Han er stadig glad, når han står op om morgenen, og han er stadig glad, når han kommer hjem igen, og det er det allervigtigste, fortæller Rune Jensen til SE og HØR.

I aften genudsendte TV2 den rørende dokumentar, "Samler-Martins forunderlige verden", om Martin Gunnarsen og hans helt særlige liv.

Martin er autist og har som følge deraf udviklet helt særlige savant-evner. Det betyder, at Martin igennem mange år har haft en nærmest fotografisk hukommelse – og ikke mindst en fantastisk forkærlighed for vaskepulver – allerhelst af mærket Valo.

Alvorlig diagnose

Man kunne ellers godt tro, at humøret var dalet hos den finurlige fyr, for i 2022 fik han overbragt en trist besked. Martin har Alzheimers – en alvorlig demenssygdom, som hans elskede mor også led af.

Men den alvorlige diagnose, som Martin nu har levet med i to år, har bestemt ikke slået ham ud af kurs. Tværtimod, fortæller institutionslederen til SE og HØR:

- At Martin har fået en diagnose, har naturligvis ændret enkelte ting i hans liv, men jeg vil sige, at Martin har det rigtig godt, og han har rigtig meget livskvalitet, fortæller Rune Jensen.

Martins korttidshukommelse er – som ventet – begyndt at blive påvirket af demenssygdommen. Det kan for eksempel vise sig ved, at han kommer ud ad døren uden sit rejsekort eller hurtigere glemmer, hvad der er sket.

Men Martin kan stadig leve på den måde, der gør ham allermest lykkelig, fortæller Rune Jensen:

- Jeg tror på en måde, at han er mere heldigt stillet end så mange andre. Vi andre ville nok kigge ud ad vinduet og have lidt ondt af os selv, hvis vi fik så alvorlig en diagnose. Men det tror jeg ikke, Martin gør. Bare han kan tage toget til København og besøge nogle venner og besøge Tivoli, så er han glad. Og det kan han bestemt stadig, og det gør han stadig, fastslår Rune Jensen.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-11-13/20070606-203834-pf-1920x1280web.jpg
Sidste år gik "Valomanden" Martin Gunnarsen velfortjent på pension efter 49 års tro tjeneste på DR. Her havde han arbejdet i DRs Diskotek, hvor han uden slinger i valsen holdt styr på plade- og cd-samlingen.
 Foto: Khan Tariq Mikkel/Ritzau Scanpix

Tænker stadig på mor

Turene til København foregår stadig på præcis samme måde.

Martin har sin rygsæk med – og som altid er den fyldt med billeder af ting og mennesker, han holder allermest af. Blandt andet hans elskede mor Gertrud, som han mistede i 2017.

- Han taler stadig om sin mor og savnet til hende. Men det er ikke så massivt og omfattende, som det har været. Det er trådt en lille smule i baggrunden, siger Rune Jensen.

Institutionslederen har bemærket et lille skifte hos Martin Gunnarsen. Hvor han før var optaget af alle sine tal, nummerplader og togtider, lever han i dag mere i nuet.

- Martin har jo brugt enorm hjernekapacitet på at huske ting. Nu er der pludselig frigivet lidt plads til at have andre tanker, og her er det tydeligt, at Martin nu lever mere i nuet, og det gør, at han stadig er et glad menneske, siger Rune Jensen.

Derfor er oplevelser noget, som Martin er særligt optaget af i dag – blandt andet turene i Tivoli.

- I år har han også været i USA for at prøve forlystelser. Det er også den slags oplevelser, som vi gerne vil give Martin så længe, det er muligt. For med denne diagnose vil der komme et tidspunkt, hvor hukommelsen svigter mere og mere. Så derfor lægger vi lige nu vægt på at give Martin en masse gode oplevelser, siger Rune Jensen.

Fest og jubilæum

Næste år fylder Martin 70 år, og det bliver nok markeret med en lille fest. Men det er ikke det eneste jubilæum, som ”Valomanden” kan glæde sig over.

Sidste år gik han velfortjent på pension efter 49 års tro tjeneste på DR. Her havde han arbejdet i DRs Diskotek, hvor han uden slinger i valsen holdt styr på plade- og cd-samlingen.

- Martin var ikke så motiveret mere, og han ville hellere i Tivoli og besøge venner. Så vi blev enige om, at det var et godt tidspunkt at stoppe ude i DR. Så i år holdt vi en afskedsreception, hvor vi skrev, at det var næsten 50 år. Og det er jo bestemt også flot, siger Rune Jensen.

Nu har Martin så endnu mere tid til at besøge sine mange venner – og dyrke sine interesser. For Martin er stadig dybt betaget af Valo-vaskepulveret. Som han tidligere har forklaret:

- Det er jo det sorte logo. V’et er helt spidst.

Siden TV2-dokumentaren har han vist fået fat i et par pakker mere til den enorme samling, fortæller institutionslederen:

- Han har fået et par Valo mere, efter programmet blev vist, men jeg tror han mangler et enkelt eller to, som sikkert er produceret for længe siden, og som måske er svært at skaffe. Men han går stadig rigtig meget op i det, siger Rune Jensen.

Sponsoreret indhold