
Så gik den ikke længere: Michelle røg ud i ”Den store bagedyst”-semifinalen

Det kom nok som en kæmpe overraskelse for de fleste, at det var Michelle Olsen, der skulle forlade "Den store bagedyst" i aftenens semifinale.
Men det er som bekendt marginalerne, der tæller, når finalen i bageteltet nærmer sig.
Derfor vidste Michelle også allerede efter den hemmelige udfordring, hvor hverken mousse eller gelé havde sat sig, at semifinalen blev endestationen for hendes vedkommende.
Det fortæller det 29-årige bagetalent til SE og HØR.
- På det her tidspunkt er vi bare så dygtige til vores mesterværker, at det er de hemmelige udfordringer, der kan få os til at tippe, derfor følte jeg, at løbet allerede var kørt efter den hemmelige. Jeg havde også fået kritik for finish på blomsterne på min roulade, siger Michelle, der desværre fik ret i sine bange anelser.

Ifølge Michelle var der mange ting, der ikke gik op i en højere enhed på dagen. Udover at hun aldrig før havde arbejdet med tøris, drillede bogstaverne og nerverne sad uden på tøjet.
- Det stressede mig fra starten af, at jeg er ordblind. Så det der med at få en kæmpe opskrift med mange steps og så have nogle tilrettelæggere, som hele tiden afbryder … Når man er ordblind, og jeg er det ikke i en svær grad, så er du altså nødt til at starte forfra i din læsning, når du bliver afbrudt, forklarer hun.
Presset i semifinalen oversteg de tidligere programmer med længder. Forventninger og forhåbninger om at komme i finalen havde tårnet sig op samtidig med, at energiniveauet var kørt helt i bund.
- Du er presset i teltet, men det er en forløsning at få lov at lave sine ting. Der, hvor jeg synes, det har været mentalt vanvittigt hårdt, det er det herhjemme.
- Vi har alle sammen nogle forskellige vilkår, som gør, at vi bager på forskellige tidspunkter af døgnet. Og på det her tidspunkt, der havde jeg bagt hver nat, siden vi startede. Jeg var bare fuldstændig udmattet, fortæller hun.

Hun var fast besluttet på, at hendes søn Vilfred på snart tre ikke skulle lide afsavn, mens hun var med i bagedysten.
Derfor var hun mor i sønnens vågne timer, mens hun svingede røremaskine og dejskraber, når sønnen var puttet.
- Men det gjorde jo bare, at jeg lukkede mit køkken ned klokken lort om natten. Det var meget sjældent, det var før 24. Og det gør bare, at man er mentalt presset til sidst.
Udmattelse og stress til trods, ville Michelle gerne have taget den sidste tørn i bageteltet og stået i finalen næste lørdag.
- Selvfølgelig er jeg da møghamrende ærgerlig over, at jeg røg ud i semifinalen. Jeg ville da gerne have sparket røv og givet noget konkurrence inde i den finale. Men jeg er stadig nået til semifinalen, og det er megasejt, slutter hun.
Du kan se eller gense afsnittet på DR.dk
