Skudt af politiet: Hans død bliver til tv-serie

Advarsel: Billede af død person længere nede i artiklen.
7. juli 2005 hører blandt de sorteste dage i Europas nyere historie.
52 personer mistede livet og næsten 800 blev såret, da islamistiske terrorister slog til flere steder i London på samme tid.
Blot 14 dage senere, 22. juli, blev nye bombeangreb mod millionbyen forhindret, og under politiets storstilede jagt på gerningsmændene, blev en 27-årig mand jagtet ind i en metrovogn og skudt syv gange i hovedet for øjnene af rædselsslagne pendlere og turister.
Det skulle hurtigt vise sig, at manden ikke var terrorist, og politiet havde begået en forfærdelig fejl.
Manden var en brasiliansk elektriker ved navn Jean Charles de Menezes, der var taget til England i håbet om et velbetalt job. I stedet døde han den dag med politiets kugler i hovedet.

Hans familie medvirker nu, 20 år senere, i en miniserie på fire afsnit, hvor man kommer helt tæt på begivenhederne før, under og efter mandens brutale død.
De efterladte har aldrig tilgivet Scotland Yard for fejlen, og har flere gange forsøgt at sagsøge de ansvarlige uden held. Ingen er nogensinde blevet straffet for Menezes' død.

Hans mor, Maria de Menezes håber nu, at serien vil kaste nyt lys på sagen, og vise hendes søns sande ansigt.
- Jeg er blevet lovet, at sandheden kommer frem. De vil fortælle sandheden i modsætning til andre medier, som har fortalt løgne, siger hun til BBC.
- Det generer mig virkelig, for jeg kender ham. Han kommer fra mig. Min søn var uddannet, dannet og respekterede altid lov og orden, siger moderen.
Tv-serien er i fire afsnit, og får premiere på Disney Plus 30. april. Den har fået titlen "Suspect: The Shooting of Jean Charles de Menezes".