Streamingguide: Nye film på Netflix i september, du ikke må gå glip af
LÆS MERE: Få flere streamingnyheder på vielskerstreaming.dk
Der er både masser af komedie, japansk anime og ikke mindst den dragende fortælling om Marilyn Monroe på programmet i september måned. Vi har samlet fem film, du ikke bør gå glip af.
1) Love in the Villa
Komedie | Romantik | Engelsk | 1 t. 54 min.
I Love in the Villa følger vi en ung lærerinde, der efter at være gået fra sin kæreste bestemmer sig for at tage afsted på den romantiske rejse, de ellers havde planlagt sammen. Turen går til Verona i Italien, hvor hun opdager, at den villa, som de har booket til opholdet, allerede er optaget af en meget irriterende englænder. Trods protester ender de med at deles om huset og lærer på den måde langsomt hinanden at kende.
Hovedrollen spilles af Kat Graham (The Vampire Diaries, Hannah Montana), og den irriterende og kyniske englænder spilles af Tom Hopper, som mange formentligt vil genkende fra Black Sails, Game of Thrones eller The Umbrella Academy. Modsat Romeo og Julie, som filmen flittigt refererer til, går Love in the Villa nok ikke over i historien som verdens bedste kærlighedshistorie, men den ser nu alligevel meget hyggelig ud.
"Love In the Villa" har premiere 1. september.
2) The Anthrax Attacks
Dokumentar | Engelsk | 1 t. 34 min.
I kølvandet på 11. september var der en periode i USA, hvor man ofte hørte om offentlige institutioner, der havde modtaget et brev med et hvidt pulver, som man var bange for indeholdt miltbrand. En af dem, der modtog et sådan brev, var for eksempel præsident Obama.
The Anthrax Attacks er en dokumentarfilm, der omhandler FBI’s undersøgelse af de her angreb. Bare inden for en uge efter terrorangrebet i 2001 var fem amerikanere døde og 17 syge af miltbrand. I filmen medvirker bl.a. Clark Gregg, kendt som Agent Coulson fra Marvel-filmene. Måske et kig værd?
"The Anthrax Attacks" har premiere 8. september.
3) Drifting Home
Animation | Eventyr | Drama | Japansk | 1 t. 59 min.
Drifting Home er en japansk tegnefilm, der handler om to venner, Kosuke og Natsume, der sammen besøger et forladt hus, som skal rives ned. Både Kosuke og Natsume kender udmærket huset, fordi de er vokset op der i deres tidlige barndom. Imens de er inde i huset, sker der noget underligt, og de ender med at blive hvirvlet ind i et mystisk fænomen, der får dem begge til at besvime.
Da de kommer til bevidsthed igen, er de endt midt ude på havet, og resterne af huset er nærmest blevet til en form for skib. Spørgsmålet er selvfølgelig så, hvordan de finder vej hjem igen. Hvis dét ikke pirrer din nysgerrighed bare lidt, så ved vi ikke, hvad der gør.
"Drifting Home" har premiere 16. september.
4) Do Revenge
Komedie | Engelsk | 1 t. 58 min.
Har du nogensinde drømt om at hævne dig på hende eller ham i skolen, der altid drillede og var efter dig? Så er Do Revenge formentligt lige en film for dig. I den følger vi de to piger, Drea og Eleanor, der laver en aftale om at hjælpe hinanden af med hver deres plageånd – og de skyr ingen midler for at nå deres mål.
I filmen medvirker Maya Hawke (Stranger Things, Little Women, Mainstream) og Camilla Mendes (Riverdale, Palm Springs, Dangerous Lies) i rollerne som Eleanor og Drea. På rollelisten har vi også Sophie Turner (Game of Thrones, X-Men: Dark Phoenix, Barely Legal), og filmen er instrueret af Jennifer Kaytin Robinson, der tidligere har været involveret i blandt andet Thor: Love and Thunder, Hawkeye og tv-serien Sweet/Vicious.
"Do Revenge" har premiere 16. september.
5) Blonde
Biografi | Drama | Engelsk | 2 t. 46 min.
Hvis der er én film på Netflix, du ikke kommer udenom i denne måned, er det Blonde. Filmen handler om den famøse filmstjerne Marilyn Monroe, der om nogen levede et turbulent liv, og døde som følge af en overdosis for lidt over 60 år siden. Hendes død blev klassificeret som et selvmord, hvilket dog stadig bliver betvivlet af eksperter i dag.
Blonde er baseret på bogen af samme navn af forfatter Joyce Carol Oates. Ligesom den handler filmen om Marilyn Monroes liv, opvækst og vej til succes og blander undervejs kendt viden med fiktion i forsøget på at komme helt ind under huden på verdensstjernen og hvem, hun egentligt var.
Se billederne: De skal spille prins Willian og Kate Middleton i ny sæson af "The Crown"
Filmen har allerede fået en masse omtale. Det skyldes ikke mindst skuespilleren Ana de Armas (Blade Runner 2049, Knives Out, No Time to Die), der skal fylde de høje hæle ud i rollen som Norma Jeane Baker. Ana de Armas kommer fra Cuba og taler selvfølgelig spansk. Kritikere har derfor hævdet, at hun ikke ville kunne spille rollen som Marilyn Monroe tilfredsstillende, fordi du potentielt kan høre hendes accent undervejs. Er det problem? Bedøm selv. Blonde har premiere på Netflix den 28. september.
"Blonde" har premiere 28. september.
Andre nye film på Netflix
- Fenced In, premiere 1. september
- Ivy + Bean, premiere 2. september
- Ivy + Bean: The Ghost That Had To Go, premiere 2. september
- Ivy + Bean: Doomed To Dance, premiere 2. september
- End of the Road, premiere 9. september
- Lou, premiere 23. september
- A Jazzman’s Blues, premiere 23. september