
Styr på nerverne? Sådan gør Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne sig klar til Oscar-natten

LÆS OGSÅ: Må trække sig Oscar-uddelingen - har fået helvedesild
I nat dansk tid er Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne i den grad Danmarks gyldne duo på Hollywoods største aften.
Og forventningen og den kæmpe opmærksomhed, som Oscar-uddelingen i Los Angeles giver, er da heller ikke gået ubemærket hen over hovedet på makkerparret.
Inden de repræsenterer Danmark med filmen "Pigen med nålen" i kategorien bedste internationale film, skal der styr på nerverne:
- Det er første gang, jeg er her til Oscar-uddelingen.
- Det er en kæmpe oplevelse, hvor man skriver sig ind i en tradition, fortæller en glad Trine Dyrholm til SE og HØR.
- Man mærker så meget tradition, når man er her, fordi vi bor det sted, hvor den danske delegation plejer at bo. Der er også en masse traditioner i forhold til Oscar-festen, som vi glæder os til.
Den 52-årige skuespiller er ikke i tvivl om, hvilken betydning prisfesten har for både hende og resten af det store hold, som er med i filmbyen.
Ikke mindst efter at andre store danske film tidligere har hentet Oscar-statuetter hjem.

- Man mærker ret tydeligt, at vi står på skuldrene af hinanden.
- Og nu er det så os, der er heldige at være her med vores film og være dem, som kan repræsentere filmverdenen, siger Trine Dyrholm.
De to stjerner forbereder sig derfor grundigt til aftenens store show:
- For mig er der noget rart i det, der sker, inden man tager afsted.
- Hvor man får ordnet hår og lavet make-up. Får taget tøjet på og tager nogle billeder, forklarer Vic Carmen Sonne, 30, om sin metode til at finde "ro før stormen".

Det kan Trine Dyrholm, som er meget rutineret i både prisfester og røde løbere, nikke genkendende til:
- Det er lidt det samme for mig med det der "glam-team". Det hjælper jo til, at man bliver "lavet om til en filmstjerne", på en eller anden måde.
- Man påtager sig nærmest drømmen som filmstjerne. Og nerver handler jo nogle gange om forfængelighed. Det der med at man skal se sådan ud.
- Derfor skal du finde en god måde, hvor man kan have sig selv med. Det er altid det, jeg prøver i de her rød løber-situationer. Så bliver det også en sjovere oplevelse, hvis man kan være i sin egen krop og nyde det.
Alligevel kan nerverne og usikkerheden lure en smule bag glamouren og de funklende kjoler:
- Nerverne ligger måske et eller andet sted med spørgsmål som: Er jeg god nok? Ser jeg godt nok ud, eller er filmen god nok, indrømmer Vic åbenhjertigt.
- Og det lykkes ikke altid at få styr på den usikkerhed, og man bliver ked af det.
- Så jeg må lige meditere for at slippe kontrollen: Jeg må gerne være her. Og der er ikke nogen, der gør noget forkert.
- Det skal jeg lige huske mig selv på, siger Vic Carmen Sonne til SE og HØR.
Kan vinde for 5. gang
"Pigen med nålen" er baseret på historien om Danmarks mest berygtede kvindelige seriemorder, Dagmar Overby.
Hun blev i 1921 dømt for at have dræbt ni spædbørn, men menes at have dræbt flere.
Ofrene fik hun betaling for at modtage fra kvinder i desperate situationer, fordi de troede, at børnene med Dagmars hjælp fik et bedre liv.
Film er instrueret af Magnus von Horn.
Hovedrollerne spilles af Trine Dyrholm som den skruppelløse barnemorder Dagmar Overby, mens Vic Carmen Sonne indtager rollen som en desperat ung mor, der overlader sit barn til den, hun tror, er en omsorgsfuld kvinde.
Filmen kan blive Danmarks 5. Oscar-vindende spillefilm, hvis den går hele vejen.
Tidligere har Druk (2020) vundet i 2021, Hævnen (2010) vundet i 2011, Pelle Erobreren (1987) vundet i 1989 og Babettes Gæstebud (1987) vundet i 1988.
Alle fik en Oscar som bedste udenlandske/internationale film.
Trods nerverne er de to skuespillere heldigvis gode til at huske på, hvor særligt øjeblikket i aften er.
- Helt ærligt... Vi føler os dybt privilegerede, understreger Trine Dyrholm over for SE og HØR.
- Det er det, man skal huske på, fordi der kan hurtigt komme stress.
- Men det er altså et privilegium at få lov til at opleve det her, og man skal bare nyde det, hvis man overhovedet kan, ikke?
