
Thomas Bo Larsen mærket af fortiden: Fra slagsbror til blød morfar

LÆS OGSÅ: Blev morfar i sidste måned - helt fantastisk
Thomas Bo Larsen, 61, blev i den grad udfordret, da han i ”Shaolin” blev udsat for en udfordring, hvor armene og håndleddene kom på overarbejde.
– Jeg kunne mærke det i den her (arm, red.). Den er 17 procent invalid, siger skuespilleren til de andre medvirkende i programmet.
Invaliditeten stammer fra et slagsmål for mange år siden, uddyber skuespilleren – og til SE og HØR fortæller Thomas Bo Larsen, at det skete et halvt til et helt år før, filmen ”Humørkort-stativ-sælgerens søn” kom ud i 2002.
– Jeg har en jernstang herinde (i armen, red.) – og så har jeg noget af hoften opereret ind i armen. Jeg brækkede begge arme, siger skuespilleren og fortæller, hvad der førte til kvæstelserne:
– Vi var til midtvejsfest på filmen, mig og Niels Olsen, og så var der en eller anden, der blev ved med at provokere mig på et værtshus. Jeg sagde ”gå nu væk” tre gange. Jeg gider ikke at sige det mere end tre gange, så til sidst sagde jeg: ”Nu skal du holde din kæft!”.
Manden spurgte Thomas Bo Larsen, om han ville med udenfor.
– Og jeg sagde: ”Det er i orden”. Jeg kommer jo fra Værebroparken – betonghettoen, fortæller skuespilleren.

De gik udenfor, og her fik ”Festen”-stjernen det indtryk, at manden ikke ville slås alligevel.
– Jeg tænkte bare ”fedt”. Så jeg sagde: ”Giv mig hånden, lad os glemme det” – og det var en fejl, konstaterer Thomas Bo Larsen.
– Han gav mig hånden, og jeg gik – og så hoppede han på mig bagfra og skubbede mig ind over en bil, hvor jeg så parerede med armene og brækkede begge arme. Så jeg kom hjem med to brækkede arme.
Smed fem kilo
Thomas Bo Larsen tabte fem kilo på turen og kom med egne ord ”i pissegod form”.
I fem uger efter han kom hjem fra Sydkorea, løb han hver dag.
– Men så fik jeg øresten, der går i balancenerven, så i tre uger lå jeg ned, siger skuespilleren, hvis gode kondition derfor røg. Men vægten har han holdt. Han vil gerne i gang med at løbe igen.
– Det er mange år siden, jeg har været i så god form. Jeg er gammel alkoholiker og narkoman, så der brugte jeg jo ikke så meget tid på dét. Det var enormt fedt, og jeg kunne mærke et kæmpe velvære ved det, lyder det om motionen.
Det må have gjort ondt?
– Ja – især også, fordi det voksede forkert sammen. Så jeg skulle have en kæmpe operation, hvor de tog noget fra hoften ind og puttede en jernstang ind. Filmen blev udskudt og alt muligt, husker han.
Heldigvis er det ikke meget, Thomas Bo Larsen til daglig mærker til konsekvenserne af slagsmålet.
– Normalt i min hverdag kan jeg ikke rigtig mærke noget. Men med specielle ting giver det nogle gange sådan nogle stød i armen.
Blev bange
Da skuespilleren blev spurgt, om han ville medvirke i ”Shaolin”, blev han bange – og gik og tænkte over det i tre dage.
– Og der kunne jeg mærke, at frygten stadig var der. Jeg var slet ikke i god nok form, og jeg er for gammel – alt sådan noget. Alle mulige undskyldninger for at sige nej. Så vidste jeg, at jeg skulle sige ja, siger Thomas Bo Larsen.
Det har altid ligget i ham at gå imod sin frygt.
– For når man går ind i frygten, forsvinder den normalt, lyder det.
Skuespilleren sagde også ja til at medvirke, fordi han gerne vil vise folk, ”hvor meget man kan, når man bliver clean og ædru”. Han har nu selv været ædru i 11 år.

Stolt morfar
I januar fødte Thomas Bo Larsens datter Sally en pige og gjorde dermed skuespilleren til morfar.
– Jeg kørte min datter og hendes kæreste, Kristian, på hospitalet, og så kørte jeg dem hjem igen, da de havde været der et par dage. Hun er så sød, det er helt vanvittigt. Hun ligner Snehvide. Hun er mørkhåret og har blå øjne, lyder det om barnebarnet, som han tror skal hedde Vilma.
Han har besøgt hende et par gange om ugen.
– Jeg spurgte også min datter, om jeg måtte få hende med hjem – det måtte jeg ikke, siger han og ler.
